For næsten præcis et år siden hentede Aller Media Anthony Lim ind som ny marketingdirektør.

Hans opgave var dengang, blandt andet at være katalysator for en ny strategi med fokus på øget samfundsansvar, men nu er det slut.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Anthony Lim bekræfter over for Markedsføring, at han fratræder stillingen, men ønsker for nuværende ikke at kommentere situationen yderligere.

Marketingdirektørens fratrædelse kommer kort tid efter, at mediehusets adm. direktør, Lars Sander Matjeka, i sidste uge fratrådte sin stilling.

Det skete i forbindelse med 2018/19-regnskabet, hvor den danske medieforretning, der blandt andet består af Se og Hør, Billed-Bladet og Familie Journalen, endte på et resultat efter skat på minus 58 millioner kroner.

Har tilpasset organisationen

Ifølge MediaWatch stopper salgsdirektør Jesper Lylloff og salgsdirektør i Aller Media Business, Ann Forup Helmich samt en business director samme sted også i mediehuset.

- Det er korrekt, at vi har foretaget ændringer i vores kommercielle enhed i forbindelse med, at vi har tilpasset organisationen og løftet forretningsområder længere op i vores organisation. Vi har i den forbindelse samlet marketing og B2C i én enhed, hvor Jesper Kramer, kommerciel direktør, fungerer som interim (konstitueret chef, red.), siger Magnus Hviid, kommunikationschef hos Aller Media, i en skriftlig kommentar til MediaWatch.

Kendt fra Call me

Anthony Lim tiltrådte som marketingdirektør i Aller Media 1. februar 2019.

Han kom dengang fra en stilling som marketingdirektør i Discovery Networks, hvor han stoppede i november 2018 efter en række organisationsændringer.

Lim er i marketingkredse ikke mindst kendt fra sin tid som salgs- og marketingdirektør i teleselskabet Call me.

Her var han i sin tid en af drivkræfterne bag det prisvindende koncept ”Tal Ordentligt”.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Oprindelig startede Anthony Lim karrieren i mediebureau-branchen som Research Manager i Carat Danmark. 

I 2003 skiftede han til telebranchen, først i Orange Group, inden han flyttede til Telia og siden Call me.