Når man i bilsammenhæng taler om muskuløs, så handler det normalt om mange hestekræfter. Men i denne sammenhæng handler det dog om, at Danmarks største bilimportør, Semler, har samlet en ny marketingkonstellation, der må karakteriseres som mere muskuløs.

Semler står bag importen af alle mærker fra VW-koncernen (VW, Skoda, Seat, Audi og Porsche), og man har ikke bare samlet marketingafdelingerne for alle volumenmærkerne – man har også lagt den nye marketingafdeling sammen med koncernens IT-afdeling.

Lederen af den nye muskuløse marketingkonstellation bliver Kristoffer Hamborg, der kom til Semler i starten af i år fra en rolle som direktør for og partner i det digitale bureau, Subsero. VW-mærkets hidtidige marketing-chef, Michael Stein, bliver chef for marketingdelen af den nye afdeling.

Volumenmærkerne er VW, Skoda, Seat og Audi. Porsche fortsætter således med sin egen marketingafdeling under ledelse af Christine Jelved.

Sammenlægningen er en del af en omfattende digital transformation, som Semler er gået i gang med, og som nu reelt også bakkes op af VW-koncernen, der fornylig annoncerede en investering på 25 mia. kr. i bl.a. skabelsen af en ny software-platform, som skal bruges i alle modeller og som vil samle alle systemer i en bil (læs mere her).

Den digitale transformation peger desuden frem mod, at VW vil udvikle sig til en serviceudbyder inden for mobilitet frem for en leverandør af biler.

Den digitale transformation handler således om at flytte sig fra at være transaktionsdrevet til at være relations- og relevans-styret, og realiteten i hverdagen har været, at marketing har været en meget stor del af IT-afdelingens arbejde.

– Vi har et kontinuerligt stigende behov for at bedre at kende og forstå vores kunder og deres ønsker. Den viden skal vi fx bruge til at skabe nye produkter og services, der igen kan forbedre forholdet mellem den enkelte kunde og brandet.

Og i den sammenhæng er det essentielt at marketing og IT har et fælles strategisk sigte, fysisk nærhed og en stærk ’marketing technology stack’, siger Kristoffer Hamborg.

Få historien bag hvordan Philips - en 130-årig industri virksomhed - har ændret den måde vi opfatter lys. På Digital Copenhagen ’18

Hensigten med den fusionerede marketingafdeling er at blive meget bedre til at pulje ressourcerne og arbejde sammen på tværs – både for at styrke brugen af data samt blive mere agile.

- Helt konkret handler det om at vi skal have meget mere fokus på første parts data med henblik på at komme meget mere i dialog med forbrugere og kunder gennem emails, SMS, in-app-push etc. Men det skal gøres, så vi får endnu mere sammenhæng med de øvrige medier, som f.eks. tv, der fortsat er et meget vigtigt medie for os, så vi skaber en markedsføring, der opleves mere som en service end som reklame, siger Michael Stein.

Få personlig succes med den digitale transformation. Forstå hvordan du skaber, leder & overlever forandringer. På Digital Copenhagen ’18