Efter to et halvt år som Vice President Marketing hos DSB tager Maria Gry Henriksen den 1. september et spring op ad karrierestigen og tiltræder stillingen som CMO hos YouSee.

Og dermed som øverste chef for brandets i alt 60 marketingmedarbejdere.

Selskabet, der er en del af TDC Group, har gennem de senere år markeret sig med flere nye tiltag – herunder den nye, danske underholdningskanal Xee - et samarbejde mellem YouSee og Fox Networks Group.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at fortsætte og bygge videre på det stærke arbejde, som YouSee-teamet leverer, og ikke mindst på det fokus på eget indhold, som er centralt i strategien, siger Maria Gry Henriksen, som også medbringer erfaring fra TV 2 og MTG.

Og i øvrigt også fra selve produktionssiden - via filmskolen Super 16, ”som jeg dog ikke gjorde helt færdig, da jeg endte tilbage i marketing-verdenen”, siger hun og tilføjer:

- Men jeg glæder mig meget til at sætte alle mine egne erfaringer i spil.

”Projektarbejdet er meget agilt”

Før DSB-tiden havde Maria Gry Henriksen, der er uddannet cand.merc., titel af medie- og udviklingschef hos TV 2, hvor hun var ansvarlig for medieplanlægning og optimering af kampagner for alle TV 2’s produkter og kanaler på tværs af medier.

Før da var hun mediachef hos TV3, ligesom hun har erfaring fra bureausiden - fra bl.a. Maxus Communications og OMD.

Maria Gry Henriksen kalder YouSee et ”spændende brand” blandt andet, fordi man arbejder på at kunne give oplevelser til forbrugerne på 1-til-1-basis – og så er ikke mindst organisationens udviklingsarbejde ekstremt interessant, tilføjer hun.

Hvordan det?

-  For eksempel har YouSee et udviklings-warehouse med over 100 medarbejdere, og vi arbejder meget med sprintmetoden i projektudviklingen – i modsætning til de gamle såkaldte ”vandfaldsmodeller”.

- Det gør, at vores projektudvikling er langt mere agil end tidligere. Så det ser jeg interessante perspektiver i, siger Maria Gry Henriksen.

Hun finder i det hele taget TelCo-sektoren generelt interessant:

- Marketing fylder meget i TelCo-branchen. Og det, vi leverer, fylder meget hos forbrugerne og giver altid anledning til en god snak hen over middagsbordet. 

Bureau-set up ikke på tegnebrættet

I marts fortalte YouSees moderselskab TDC, at man ville hente store dele af den digitale marketingindsats inhouse – og på den kreative side har YouSee gennem de senere år samarbejdet med flere forskellige bureauer.

Herunder Crispin Porter Cph, The Unicorn, Uncle Grey og Black Rabbit. 

Klassikeren er er jo, at når der kommer en ny CMO, så bliver der også skiftet ud på bureausiden. Er bureau-strukturen noget af det, du skal ind og se på nu?

- Nej, det ligger ikke på tegnebrættet. Nu skal jeg først lige ind og møde marketingteamet og lære dem og organisationen bedre at kende, siger Maria Gry Henriksen og tilføjer:

- Og så har jeg i øvrigt den holdning, at hvis man har et fremragende samarbejde med et eller flere bureauer, så er der ingen grund til at ændre det.

Med hensyn til bureau-samarbejder vil Maria Gry Henriksen ”i høj grad lytte til de personer, der har kontakten til de enkelte bureauer”, siger hun og tilføjer:

- Det er jo dem, der ved, om det fungerer.