En af verdens førende producenter af høreapparater GN Hearing, der hører til i den børnoterede GN Group, har været i pitch for at finde et nyt bureau til sit ReSound-brand og nu er vinderen fundet.

Valget er faldet på Mediabrands-familiens kreative bureau, Marvelous, som dermed nu får rollen som globalt lead agency for et af lyd-gigantens premium-brands.

Christian Strand, Nordisk CEO hos Marvelous, siger til Markedsføring, at pitch-sejren ”har kæmpestor betydning” for bureauet:

– Samarbejdet med GN Hearing er et betydningsfuldt skridt for os. Det afspejler, hvordan vi på syv år har flyttet os fra et SoMe-bureau, til et full service kreativt bureau, der kan konkurrere med de største, siger han.

Imponeret af passionen

GN Hearing hjælper i dag mennesker med høretab i mere end 100 lande – bl.a. med hovedbrandet ReSound – og det danske bureau skal både arbejde med brandet, lanceringer og daglig support, siger Brand Group Director, Rolf Berntsson, GN Hearing.

Om valget af Marvelous siger han:

– Marvelous viste stor indsigt i vores forretning, demonstrerede stor digital forståelse og ramte også helt rigtig i forhold til den position i markedet, vi gerne vil skabe, siger han om valget af det danske bureau og tilføjer:

– Vi har været meget imponerede af bureauets team, deres passion, og det netværk, de har i ryggen.

Skal måske ansætte

Hos Marvelous fortæller Christian Strand, at det har været ”ekstremt spændende at komme ind under huden på høreapparatbranchen”:

– Og så har det været dejligt fra start at mærke GN Hearings begejstring for det, vi kom med. Så nu glæder vi os meget til at vise verden, hvad vi kan, siger han.

I første omgang er der ifølge parterne aftalt et treårigt samarbejde.

Kommer I til at ansætte flere folk? 

– Det er nok lidt for tidligt at sige endnu, men GN Hearing bliver en meget betydelig kunde for os, så jeg vil bestemt ikke afvise, at det kan blive nødvendigt, slutter Christian Strand. 

Marvelous blev oprindelig født i 2013 som en social media-afdeling af mediebureauet IUM, men er i dag et selvstændigt, kreativt bureau i Mediabrands-gruppen, med egne kontorer i Stockholm, Oslo og Helsinki.

Bureauet beskæftiger omkring 70 medarbejdere, heraf 30 i Danmark.