Fire nye danske cases er sluppet gennem nåleøjet og er er med i den endelige kamp om blyant-trofæer ved D&AD 2020, hvor tre danske arbejder var shortlistet, da de første finalister blev offentliggjort mandag 25. maj.

Virtue, der er VICE’s kreative bureau med hjemadresse i København, er dobbelt finalist for den kønsneutrale stemme Q udarbejdet for Copenhagen Pride i samarbejde med Equal AI.

Casen er shortlistet i kategorierne ”Use of Radio & Audio” og ”Creative Use of Technology”.

Hjaltelin Stahl, ung instruktør og kreativ duo også shortlistet

Også reklamebureauet Hjaltelin Stahl er shortlistet, og det er for IKEA-casen Black Friday (Re)sale i kategorien ”Use of Collaboration”.

Derudover er den unge instruktør Nina Holmgren shortlistet for ”Nowness – I Want You To Panic”.

Filmen blev hædret med tre priser ved Young Directors Award afholdt i forbindelse med Cannes Lions 2019, og det er også i en af talentkategorierne, ”Next Director”, hun er shortlistet ved D&AD Awards 2020.

I Next-kategorierne kan talenter med maksimalt tre års erhvervserfaring deltage, og også i en anden af disse, ”Next Creative”, er der dansk islæt i skikkelse af Robert/Boisen & Like-minded-duoen Christoffer Fejerskov Boas og Klara Vilshammer med casen ”Pay up, parents” for WWF.

Den case blev belønnet med guld i Digital-kategorien ved Young Lions-konkurrencen under VM i reklame, Cannes Lions, i 2019. 

Der er ifølge D&AD i år indsendt omkring 20.000 bidrag til awardshowet. Sidste år tallet 25.000.

I år offentliggøres årets shortlister af flere omgange. Næste shortliste forventes offentliggjort 4. juni, og senere i juni offentliggøres vinderne.