De senere år har der været for lidt “walk” og for meget “talk”, når det gælder CSR.

Sådan lyder det i hvert fald fra Martin Thim fra bureauet WorldPerfect, som mener, at det er på høje tid at få sat handling bag de mange gode idéer og intentioner.

Med et nyt iværksætterprogram med den provokerende titel ”Greenwashing – done right”, forsøger Martin Thim at tage fat i mindre iværksætter- og vækstvirksomheder for at gøre bæredygtig innovation til en del af deres kerneforretning.

– Normalt kræver det mere omstilling og er en mere omfattende proces for etablerede virksomheder, men ved at inkorporere bæredygtige principper fra starten, bliver vejen heller ikke så lang, når iværksætterne er i stand til at omstille sig relativt hurtigt, siger han.

Få nu noget kant

Han mener dog ikke, at der er grund til at pege fingre af de etablerede virksomheder, men understreger, at det alene er deres størrelse, som gør, at det hele tager lidt længere tid. Og han taler efterhånden af erfaring. WorldPerfect har ekesempelvis løst flere opgaver for større projekter for Vestforbrænding, NorthSide Festival og Aarhus Kommune, hvor der er blevet skabt gode og målbare resultater.

– Jeg vil gerne lave noget med lidt kant, og ved at gøre det sammen med beslutningstagere, som sidder og træffer deres beslutninger for fremtiden her og nu, er der helt andre muligheder i spil. Dels får de deres projekter fremtidssikret, men undgår også senere hen at skulle I gang med at lave en fin grøn indpakning, fordi det hele er startet indefra, understreger Martin Thim.

Han håber, at introduktionen til bæredygtig innovation kan flytte fænomenet “bæredygtighed” fra et dogme til en forankret metode til at drive en profitabel forretning.

Martin Thim håber at kunne finde en bred pallette af virksomheder, som ikke nødvendigvis behøver at have tænkt ”grønt” i forvejen, men blot har lyst til at gøre sin forretning lidt grønnere.

Læs mere om iværksætterprogrammet her.