Gennem de seneste to år har TV 2 Zulu arbejdet målrettet med at udvikle sin digitale tilstedeværelse og styrke den sociale relation til seerne som brugere.

Som led i den strategi kastede TV 2 Marketing sig på Valentins dag i februar ud i en af de første danske Snapchat-happenings med navnet ”Zulu Singleservice”. Med eventen lovede Zulu at sørge for, at singler på Valentinsdag ikke skulle føle sig alene og undvære ærlige hilsner.

Og for at skabe en troværdig og personlig kontakt til singlerne faldt valget på Snapchat som medie.

I løbet af hele Valentinsdag modtog alle følgere af @TV2zulu kærlighedsbeskeder hver time.

Happeningen varede ca. 12 timer (fra 08.00 til 20.00) – og i den periode fik TV 2 Zulu 2.478 nye følgere og modtog selv omkring 1.700 snapchats. Mange benyttede muligheden for selv at give en masse kærlighed tilbage, og de personer, der brugte ekstra tid på at lave en kreativ snap, modtog også en personlig snap tilbage fra Zulu.

Og for TV 2 Marketing – og TV 2 Zulu – var der flere læringspunkter at hente efter eventen.

– Funktionen ”stories” fungerer ikke til happenings og mindsker den personlige effekt.

– App’en Snaphack er god. Den muliggør brugen af gemte billeder og har en ”send-til-alle”-funktion.

– Snapchat kræver meget tid, men personlige tilbage-snaps har en rigtig god effekt. Så afsæt enten tiden eller lav happenings.

– Snapchat giver mulighed for at vække brandet til live på en ny måde, der komplimenterer samværet med fansene på de andre platforme. I særdeleshed tv-fladen.

QR-koder?
Hos Zulu ser man ikke Snapchat som et traditionelt amplificerings-medie, men snarere som en mulighed for at give brugerne en anderledes brand-oplevelse. Men oplevelsen skal være personlig og autentisk:

– Det skal ikke handle om pæne skrifttyper eller fotoshoppede billeder, men derimod content, som vi hver især selv ville lave til vores venner. Ellers kan du ligeså godt putte QR-koder på, siger community manager på Zulu Singleservice-eventen, Johan Wang.

TV 2 Zulus digitale redaktør Cecilie Venndt tilføjer:

– Vi vil gerne skabe en kreativ og stærk relation, der lever længere i vores fans bevidsthed, ved at lade dem interagere direkte med vores programuniverser og med Zulu selv.

Og for TV 2 Marketing handler det om at udvikle koncepter, der udnytter de forskellige mediers styrker, og skaber en unik og sammenhængende brandoplevelse, lyder det fra Tv 2’s digitale brandingchef Morten Saxnæs.

– Snapchat er helt sikkert et værktøj, vi vil fortsætte med at udforske – især i forbindelse med events og happenings. Og nu har vi jo fx Zulu Awards 2014 lige om hjørnet, siger han.