Adm. direktør for Par No 1-gruppen Jørgen Hansen måtte i går gå den tunge gang til Skifteretten og indgive konkursbegæring for selskabet. Det oplyser direktøren selv i en email i dag.
Han oplyser videre, at de to datterselskaber reklamebureauet OS og Par No 1 i Riga ikke er omfattet af konkursen og derfor fortsætter uændret.
Ifølge mailen var man blot to timer fra at have reddet bureauet med hjælp fra eksterne investorer og bank, ”men lige før underskrivelse fik jeg en opsigelse fra vores direktør i Aalborg, som sandsynligvis starter konkurrerende virksomhed. Og da det var en betingelse fra investorerne/bankens side, at den samlede ledergruppe var med, faldt løsningen til jorden”, skriver Jørgen Hansen.
Direktøren i Aalborg er Anders Bjørnstrup, men han bruger ikke helt de samme ord som Jørgen Hansen.
- Jeg har ikke sagt op. Jeg har ophævet min kontrakt på grund af misligholdelse, siger han, men vil i øvrigt ikke kommentere yderligere på sin meddirektørs email.
Det har ikke været muligt inden deadline at få kontakt til Jørgen Hansen for en uddybning af situationen, men han skriver i sin email, at han og investorerne arbejder intenst på at redde så meget af virksomheden som muligt.
- Det har været en utrolig hård tid vi har været igennem, hvor vi har foretaget betragtelige afskedigelser, lukning af datterselskab og frasalg af vores instore afdeling. Jeg beklager over for alle, der bliver berørt af situationen heriblandt op mod 100 medarbejdere, bestyrelse, kunder, leverandører og samarbejdspartnere, skriver Jørgen Hansen.
Eneste tilbageværende dele af Par No 1-gruppen, synes dermed at være reklamebureauet OS i København samt Par No 1 i Riga.
I slutningen af maj var det datteren Scanad med kontorer i Odense og Århus,
der måtte opgive ævred, i april solgte Par No 1 sine instore-aktiviteter til Expedit, ligesom man lukkede Viborg-kontoret ned.