PR og virksomhedsfilm har skabt flotte resultater for svenske Verisure, der med 1,6 millioner kunder og mere end 6.500 ansatte er Europas største virksomhed inden for ”connected smart home” løsninger.

Virksomheden, som tidligere hed Securitas Direct, startede for et års tid siden - sammen med bl.a. det danske bureau elbæk strategi & kommunikation og de ligeledes danske filmskabere Milk&Honey - på en større re-positionering.

- De seneste 12-14 måneder har på alle måder været spændende. Vi er godt på vej gennem en større re-positionering af virksomheden og samtidig har vi oplevet stor kommunikationsmæssig fremgang på nordisk niveau. Sammen med elbæk strategi & kommunikation har vi lagt en strategi, som har mere end tredoblet vores omtale i medierne i Sverige, Danmark, Norge og Finland - det er vi selvsagt meget begejstrede for, siger Michael Peterson, der er Head of corporate communication hos Verisure.

Virker i flere lande

Elbæk strategi & kommunikation er foruden det strategisk samarbejde med Verisures koncernhovedkontor også bureauansvarlig for de udførende PR-aktiviteter i Danmark og Sverige, og managing director Frej Elbæk Schjeldal er naturligt nok glad for de resultater, parterne har skabt  sammen:

- Det er meget tilfredsstillende at opleve, at den strategi, vi sammen med Verisure lagde for det nordiske marked, også virker i praksis, og endda simultant i flere lande. I samarbejde med de enkelte markeder er vi lykkedes med en række af de aktiviteter, vi ønskede, herunder lanceringen af en række vigtige partnerskaber - bl.a. et stort samarbejde med verdens største låsevirksomhed ASSA ABLOY - navneskifte i udvalgte lande, nye produkter samt en generel øget tilstedeværelse på områder af relevans for Verisure, siger han.

Michael Peterson fremhæver også de virksomhedsfilm, man har skabt sammen med den danske instruktør Uffe Trust og Milk&Honey.

Skabte ny identitet

Den danske instruktør Uffe Truust har - senest i samarbejde med selskabet Milk&Honey - udviklet et overordnet filmkoncept til at udtrykke Verisures identitetsændring fra alarmselskab til ”connected smart home” virksomhed, og det har ifølge Michael Peterson bidraget markant til at styrke Verisures identitet både internt og eksternt.

Om Milk&Honeys film - du kan se en af dem under artiklen - siger Uffe Truust

- En af grundtankerne i det koncept, vi har udviklet for Verisure, har netop været at skabe en transparent kommunikation igennem autenticitet og oprigtighed, ved at bruge ægte mennesker i virkelige miljøer og derigennem tegne et mere fuldkomment billede af organisationen og brandet.