Sagen om fodboldspilleren Nicklas Bendtner, der er blevet tiltalt for vold mod en taxachauffør, som selv er sigtet for forsøg på vold i samme sag, er et eksempel på især to forhold: At arbejdsgiveres værdier, der er med til at brande og positionere, gradbøjes - og at det personlige brand kan overleve selv de største mediestorme, hvis kernen altså ikke handler om #MeToo.

Det mener Peter Horn, direktør i Peter Horn & Co. Management Consulting og forfatter til flere bøger om personlig branding. 

- Sportsfolk som Bendtner har en værdi, så længe de kan levere varen og bidrage til, at deres klub eller virke kan trække publikum og dermed penge til, forklarer han.

LÆS OGSÅ: BENDTNER TRYLLER FOR DUFT-BRAND 

Casen Nicklas Bendtner er altså et eksempel på, at arbejdsgiveres værdier bliver tryktestet – og i nogle tilfælde gradbøjet, fordi det bedst kan betale sig. Det er et spørgsmål om, hvad der vejer tungest på vægtskålen, mener Peter Horn. 

30-årige Nicklas Bendtner har – på trods af skandaler og dårlig omtale – i løbet af sin efterhånden mangeårige karriere ikke været arbejdsløs i en længere periode. Nicklas Bendtner, der tidligere er blevet dømt for spritkørsel, er dog i forbindelse med den aktuelle sag blevet droppet af firmaet IDhair, men hans norske arbejdsgiver Rosenborg BK udbetaler stadig løn.

Og særligt i forhold til arbejdsgiverne er der en mening med det, mener Peter Horn:

- Uanset om man kan lide det eller ej, er det resultaterne, der tæller – mere end det er etikken eller moralen. Den, der scorer, vinder. Så enkelt er det. Er det så OK? Nej. Men er det en realitet? Ja, siger Peter Horn.

Hvad sker der med det personlige brand undervejs - altså fra skandale nummer et til 10?

- Tilgivelse fra masserne betyder meget for alle kendte politikere, musikere, skuespillere og ikke mindst erhvervslivets top. En del af dem er sluppet fra rigtig grimme handlinger, men det er interessant at se, at for eksempel magtmisbrug overfor både kvinder og mænd i kølvandet på #MeToo har kostet mange dyrt på det personlige brand. Her har der ikke været tilgivelse, men foragt. Det rammer tydeligvis hårdere tilbage end blandt andet økonomisk kriminalitet, siger Peter Horn.

Nikolaj Stagis, som er brandekspert og direktør i Stagis A/S, peger på, at Nicklas Bendtner ”i flere omgange har etableret et brand-image som ballademager.” 

- Balancen går så mellem, at der på den ene side gerne må være dramatiske fortællinger både på banen og udenfor, men at spillerne selvfølgelig skal holde sig inden for lovens rammer. Derfor står den norske klub Rosenberg BK også i lidt af et dilemma; skal de støtte op om deres spiller eller skal de sende signalet om, at de er imod voldelig adfærd både på og udenfor banen, siger han. 

Hvordan kan det være, at nogle personlige brands kan overleve skandale efter skandale? 

- Et forskningsprojekt om virksomheders overlevelse af kriser viste for en del år siden, at hvis et brand har opbygget et tilstrækkeligt ”reservoir” af godt omdømme før en krise indtræffer, så endte aktiekursen efter 6-12 måneder højere, end før krisen indtraf. Det samme kan man sige for personlige brands, selvom det ikke kan måles på en aktiekurs, lyder det fra Nikolaj Stagis, der fortsætter: 

- Hvis det personlige brand – som for eksempel Nicklas Bendtner – er stærkt nok før en krise, så kan de gøre et fint comeback. I dag er krisen ikke engang særligt afvigende for Bendtner. Han har gennemgået så mange lignende kriser med dårlig presseomtale, at hans fans og klubberne godt ved, at det er en del af hans personlighed og hans brand. Hvis du hyrer fodboldspilleren Bendtner, så får du også Badboy Bendtners privatliv og omtalen af hans problematiske adfærd med i købet.

Rosenborg BKs kommunikationschef Trond Alstad oplyser, at klubben ikke ønsker at kommentere Bendtner-sagen.