Sammen med NGO’en Globetown, og det som Smukfest kalder sine “legekammerater”, har man under årets festival valgt at udbygge samarbejdet omkring bygning af klasselokaler i et fattigt område af Santo Domingo, hovedstaden i Den Dominikanske Republik.

Projektet startede sidste år, hvor man donerede i underkanten af en hal million kroner. Donationen blev ene og alene genereret via ølsalg, hvorfra der bliver doneret to kroner for hver liter fadøl, som bliver solgt under festivalen. I år har man således valgt at udbygge samarbejdet og øget ambitionen til at ville indsamle mere end én mllion kroner, som skal anvendes til køb af sportsudstyr og opførsel af en multisportsbane i det område, hvor man hidtil har bygget klasselokaler.

Derfor har man valgt at afholde af en storstilet “beach håndbold”-turnering under årets festival, hvor overskuddet fra turneringen og salg af en sportstrøje går til Globetowns projekt i Den Dominikanske Republik.

Udvikling gennem sport

For Hummel passer projektet som fod i hose. Dels har man tidligere lavet lignende projekter, hvor man har samlet penge ind til afghanske kvinder via trøjesalg og i dag er involveret i udviklingen af fodbold i både Afganistan og Sierre Leone. Men samtidig har den klare ambition, at brandet skal udvikles gennem sporten.

Hummels sponsorchef Lars Westergaard mener, at projektet i Den Dominikanske Republik er et godt eksempel på, hvad Hummel forbinder med sin målsætning: ”Change the world through sport”.

- Bag løftet, ligger der et ønske om at få sporten til at blomstre – og samtidig medvirke til at mindske de forhindringer, som gør det vanskeligt eller direkte umuligt at dyrke sport, siger Lars Westergaard.

- Sporten har jo en formidabel evne til at sprede livsglæde og nedbryde barrierer af både kulturel, religiøs og national karakter - og på mange måder et møde mellem mennesker på lige vilkår, tilføjer Lars Westergaard og fremhæver, at med opførelsen af multisportsbanen og køb af nyt sportsudstyr kan man tage hul på de forandringer, der skal til for, at børn og unge i Santo Domingo fremover kan dyrke deres passion for sport.

Her er et indslag om håndboldturneringen.

 

Og her er et om Globetowns arbejde.