Kender du Worth Keeping?

Sandsynligvis ikke, da det er en lille iværksættervirksomhed, der holder til lidt fra alfarvej og de store rubrikker. Virksomheden holder helt præcist til i nærheden af landsbyen Kolind omtrent midt på Djursland.

Det afholder dog langtfra virksomheden fra at høste såvel nationale som internationale kunder. En af de seneste er det mexicanske nationalmuseum, der i et reklamefremstød for Los Museos Diego Rivera Y Frida Kahlo har valgt at samarbejde med Worth Keeping.

Patent på 3D-effekt
Det lyder jo som lidt af et eventyr, da der som udgangspunkt ikke er noget nyt i postkort, indstik eller andre tryksager med 3D-effekter. Så hvad er det, der har fået mexicanerne til at vende blikket mod Djursland?

- 3D effekter på print er baseret på en gammel teknologi, der hedder lenticular, men vi har udviklet en teknik, der giver en større dybde, end de tidligere løsninger. Og vi har patent på den, fortæller Berith Liberti, der er Sales & Exportmanager i Worth Keeping.

Effekten skabes ved, at man ”snyder” hjernen, når betragteren ser billedet med begge øjne. Worth Keepings teknologi giver en effekt, der er 30 procent dybere end de fleste andre 3D produkter i verden, lyder det fra Berith Liberti.

Hvad har I ellers af markante internationale kunder?

- Vi har bl.a. lavet 3D-postkort for verdens højeste bygning Burj Khalifa i Dubai i de Forenede Arabiske Emirater, fortæller hun.

Om Worth Keeping har fat i noget så kraftfuldt, at det kan puste nyt liv i de tryksager i reklameøjemed, er det endnu for tidligt at spå om, men der er næppe nogen tvivl om, at forbrugerne kigger en ekstra gang, når der lander en 3D-tryksag fra virksomheden i postkassen.

Danske Spil satser på 3D
En af de danske virksomheder, der har fået øjnene op for mulighederne er Danske Spil, der for nylig har sendt 3D-postkort ud til de danske husstande.

- Vi har brugt 3D med stor succes gennem det seneste halve år. Effekten er væsentlig bedre, selvom det er dyrere at producere. Nu er vi jo i underholdningsbranchen, og dem, der modtager vores 3D-kort, synes de er lidt sjove. De vil gerne vise dem til andre. Det gør, at vi får lidt ekstra opmærksomhed, siger Christian Steengaard , CRM Manager hos Danske Spil.

Et andet eksempel er Telenor, der også satser på teknikken og er i færd med at postomdele 3D kuverter til alle kunder i forbindelse med en større kampagnesom går ud på at skabe kundeloyalitet gennem branding af selskabets 4G-netværk.

Worth Keeping blev etableret i 2009 af Anne Steen og Janne Damborg, der brugte 3D-teknikken til at starte en produktion af forskellige dyremotiver, som de siden udviklede sig til andre genrer. De kan i dag købes i Djurs Sommerland, i dyreparker, zoologiske haver og på posthuse.

Du kan læse mere om Worth Keeping her.