Virksomheder skal styrke deres konkurrenceevne ved at nytænke kommunikation og interaktion med hele sin værdikæde. Gennem indsigt og tæt dialog får virksomhederne lettere ved at være på forkant med udviklingen. Det gælder også i interaktionen med deres kunder.

Sådan lyder beskrivelsen på den ideelle verden, hvis man lytter til Microsoft, som for nyligt fremlagde deres visioner og sidste nye kram inden for digitale forretningssystemer veder deres årlige Convergence-konference.

Blandt de væsentligste nyheder, er en den nye version af MarketingPilot, som med MarketingPilot Connector er blevet fuldt integreret med Microsoft Dynamics CRM, som i praksis betyder, at marketing og business intelligence bliver fuldt automatiseret. Det giver marketingfunktionen bedre muligheder for planlægning, opfølgning og optimering af interaktioner med kunder på tværs af digitale, sociale og traditionelle kanaler.

Dog er den nye MarketingPilot Connector indtil videre forbeholdt det amerikanske marked, men forventes at blive lanceret i Europa på den anden side af sommer.

Generelt satser Microsoft på mobile forretningsapplikationer, social marketing og business analytics. Målet er principielt at skabe den ultimative integration mellem organisation, medarbejdere, teknologi - og naturligvis kunder.

Endnu mere kundeindsigt

Mobile forretningsapplikationer skal netop skabe transparens på tværs af virksomhedernes mange funktioner, ved både at være uafhængig af bestemte platforme og samtidig være i stand til, i real time at udnytte forretningsrelevant viden til både at kvalificere salg, eksekvere kampagner og servicere den enkelte kunde.

Ifølge Jeanett Heller, som er marketingansvarlig for Microsofts Dynamics i Danmark, er fundamentet for et optimalt kundeengagement, en integreret styring af marketing, salg og kundeservice. Og hun understreger, at det gælder såvel eksternt som internt i organisationen, hvilket også er baggrunden for, at Microsoft i sidste måned overtog den sociale overvågningstjeneste Netbreeze.

- Med en social overvågningstjeneste, som er fuldstændig integreret med Dynamics, får virksomhederne markant bedre muligheder for at skræddersy kampagner og monitorere samtlige marketingaktiviteter på nettet, forklarer Jeanett Heller.

Netbreeze er netop en social overvågningstjeneste, som har specialiseret sig i at kombinere sprog- og semantisk tekstanalyse med data-mining, som understøtter 28 forskellige skriftsystemer. Konkret overvåger Netbreeze op mod 6.000 nyhedssites, 500.000 message boards, 18 millioner blogs og selvfølgelig allestedsværende sociale medier som YouTube, Facebook og Twitter.

Det understreger endnu engang, at Microsoft satser benhårdt på cloud, social, mobile og big data, og tilmed gør forretningsapplikationer anvendelige for alle medarbejdere, uanset om de er tilknyttet salg, marketing eller en servicefunktion.

- For mange er ”social” et mål i sig selv, men vi tænker anderledes. Vi mener, at virksomheder skal indstille sig på, at det nødvendigvis kræver, at de lytter til, hvad der sker på tværs af alverdens sociale medier og nyhedskanaler for at være på forkant med nye tendenser, der både optimerer kommunikation, identificerer de mest loyale ambassadører og til syvende og sidst øger omsætningen, slutter Jeanett Heller.