For nylig fortalte Hypefactors, at selskabet vil børsnoteres med et værktøj, der er i stand til at kvantificere og kvalificere værdien af PR-indsatser. Det sker med et budskab om, at branchen mangler værktøjer og standarder til at sikre en fælles værdisættelse af PR-indsatsen.

Markedsføring har derfor fået en snak med Help PR om deres bud på, hvad der rammer PR i disse tider.

Help PR er vokset 13 år i træk på både top- og bundline, og 1. halvår 2018 viser fortsat vækst. 

Bureauet har udviklet deres egen metode i PR og opererer med alt fra start-ups til de største brands som Netflix, Boozt.com, REMA 1000, 7-Eleven, IKEA m.fl.

Hvad siger Mads Byder om måling af PR? Har Hypefactors en pointe?

– Ja, det synes jeg bestemt. Altså at PR er mere værd og mere prioriteret i mediebilledet end nogensinde. Om deres værktøj er godt, skal jeg ikke vurdere her, men pointen om, at måling af PR er en pose blandede bolsjer, er spot on.  

– Vi måler også selv samt udarbejder medierapporter. Men ellers kigger vi fx på YouGovs halvårlige målinger. Vi er sat i verden for at hjælpe vores kunder med at skabe et positivt omdømme. Derfor er vi også stolt over, at vi gennem mange år har haft fire-seks kunder på  YouGovs top-10-brands over ”bedste” presseomtale. 

Forandringen accelererer

Hvilke trends er tydeligst i PR-branchen her efter sommerferien?

– At PR-branchen fortsat er i stor forandring. Omend med endnu større fart end tidligere. Det er ikke kun sammensmeltningen med digitale- og reklamedisciplinerne, jeg ser som udtryk for det "nye PR". Det er også på det lavpraktiske. 

– Branchens egne, traditionelle PR-værktøjer skal også opgraderes og benyttes på nye måder eller lykkes man ikke med effektfuld PR i 2019. Fx er pressemeddelelsen ikke død hos os, men den ligner altså heller ikke noget fra 2015. Der er meget mere data-drevet

PR i dag, langt mere video-content, og vi tænker altid udefra og ind.

– Indrømmet – altså ikke kun hvad vores kunder vil have ud, men hvad det redaktionelle billede på dagen er modtagelig for. Vi benytter også nye metoder fra bl.a. USA. 

– Vi har lært meget af vores tech-virksomheder som fx Netflix og Simple Feast, som vi benytter i dansk PR. Fx helt nye formater for det, vi sender til redaktionerne. Det er ikke længere bare en lang tekst. Vi sender små, lækre formater med infograpichs, mange fotos, illustrationer, tabeller etc.

Samarbejde med Investor Relations

Hvilke tendenser ser du?

– Zoomer vi helt ind på Danmark, ja så er det "finans-PR". Vi får hele tiden denne type kundehenvendelser, ofte fra virksomheder, der skal børsnoteres eller skal gøre sig til overfor investorer eller ift. salg. 

– Det hænger naturligvis sammen med, at der er så meget M&A i gang i dansk erhvervsliv p.t. Men vi mærker det også, fordi disse jobs ikke kun er et spørgsmål om IPO og IR. Hele storytellingen er meget vigtig i samarbejdet med IR. 

– Både kommunikationen omkring Boozt.com og Freetrailers børsnotering er en klar tendens i opgaverne hos os. Vi arbejder ofte sammen med et IR-bureau eller en IR-person hos kunden. Men de kan ofte ikke selv skabe alle værdi-historierne uden om den rene finans-omtale. Og netop det bærer en stor del af den værdi, en virksomhed der går på Børsen skal have.

Branchens interne samarbejde skal opprioriteres

Er der slagsmål forude? Internt i branchen eller ift. de andre discipliner?

– Måske ... men ikke noget vi starter. Jeg synes fortsat, at der skal meget mere samarbejde til internt i PR-branchen. P.t. samarbejder vi selv med tre PR-bureauer, både på IR, på livsstil og influencers. 

– Det er en fornøjelse, og jeg tror, at PR-bureauerne kan vinde meget ved dette. Sammensmeltningen med reklame er jo i fuld gang, og det er heller ikke slagsmål i min optik. 

– Vi har onboardet Palle Diederichsen med Help Create her i biksen. Seks kunder er landet i spændet mellem PR og reklame bl.a. Saxo, Crafted By og E-Boks, og faktisk forstærker det vores samarbejde med reklame- og mediebureauer udenfor Help-huset. 

– Vi vil rigtig gerne samarbejde med de bedste på reklame, som fx Another, H&S, Boye & Spellerberg, fordi de også ser PR som et ben fra starten. I mine øjne er reklamebureauerne blevet meget bedre til at hive PR ind meget tidligere.

Influencere vinder frem

Blogger/influencer vokser fortsat?

– Vi oplever, at influencer-konceptet vokser dag for dag. Virksomhederne kan se, at det virker, og de er villige til at betale de nødvendige fees til influenterne. Der kommer til at ske en oprydning internt i den "branche", hvor de dårlige forsvinder, og de gode bliver større.

– Som storytellers har vi oplevet stor fremgang på influencer-området. Især på FMCG er det sjovt nok mange, der ikke ønsker traditionel rådgivning eller PR, de vil have salgsunderstøttende influencer-koncepter, slutter Mads Byder, stifter af Help PR..