Danske politikere er langt bagefter, når det gælder digitale valgkampagner, lyder det fra det nystiftede digitale bureau The Campaign Shop i en pressemeddelelse.

Heri undrer afsenderne sig over, at når valgtrommerne buldrer, så fokuseres der stadig på hvilken valgplakat, der hænger højest i lygtepælen, og der speed-uddeles flyers foran stoppesteder og storcentre.

- Vælgerne lever i høj grad i en digital verden, men de politiske kandidater er ikke til stede mange andre steder end på Facebook. Politikerne går glip af de mange muligheder med digitale valgkampagner, som man kender fra blandt andet Barack Obamas valgkampagner op til 2008 og 2012, siger Robin Juel Johansen, direktør i The Campaign Shop.

The Campaign Shop mener, at de kan levere netop dette, og at fordelen ved de digitale valgkampagner er, at alt kan måles, testes og optimeres på forskellige vælgersegmenter, samtidig med at kandidaten kan bruge sit kampagnebudget langt mere effektivt.

- Vi oplever allerede en stor interesse fra en række politikere og deres kampagneledere. En del af dem kender allerede vigtigheden af digitale valgkampagner, men har svært ved at gennemskue, hvordan de konkret benyttes, og det er her vi kommer ind i billedet, lyder det fra Jakob Emil Tonndorff, Head of Research i The Campaign Shop, i PR-skrivet.

jml