I marts løftede Telenor lidt af sløret for en ny strategisk satsning ved navn STORM, der skal ruske op i det danske telemarked.

Det sker bl.a. ved, at Telenor udfordrer sig selv og – ikke mindst – resten af branchen til at hæve barren for service. Ikke ligefrem et område, teleselskaberne hidtil har været berømmet for.

Telenor lancerede i marts STORM 1.0, hvilket naturligvis også viste sig i den kommercielle kommunikation, der bl.a. bød på en reklamefilm, hvor danskerne i selskab med børnesangen ”Æblemand” førtes frem til taglinen: ”Det skal opleves”.

Ny storm på vej

Nu er STORM 2.0 i luften, og der vil senere komme en STORM 3.0.

- Familiekampagnen, der går i luften i dag, sætter fokus på Telenors nye familieprodukt, fortæller Michael Gamst, der er director MarCom, Brand & Marketing, hos Telenor.

Kampagnen byder bl.a. på en ny film, hvor en begejstret fader danser for til tonerne af sin yndlingsmusik. Han bakkes op af sin hustru og tre børn.

Hvad er formålet med kampagnen?

- Ligesom netværkskampagnen er den nye familiekampagne udviklet i det nye Telenor brand-univers med fokus på budskabet om, at man nu har mulighed for at sammensætte en pakke, der er skræddersyet lige netop til ens familiebehov, siger Michael Gamst.

- Mange kender jo til, hvor bøvlet det kan være at holde styr på alle familiens mobil-abonnementer i en travl hverdag, hvor man måske ikke lige har tid til at sætte sig ind i alle de forskellige priser for eksempelvis data, tale og SMS’er. Det skal ganske enkelt være nemmere, fortsætter han.

Bedre service

Derfor er der indført den omtalte nye abonnementspakke, ligesom teleselskabet nu er til at komme i kontakt med døgnet rundt via Telenors kundeservice. Et andet serviceelement er konceptet ”En god start”, der er ved at blive rullet ud i 63 af Telenors butikker.

Her kan kunder, der køber en ny mobiltelefon, få hjælp til at få overført data (sms, fotos m.v.) fra den gamle telefon til den nye, herunder også at få sat den nye telefon op med e-mail kontakter, installeret apps m.v.

Ud over den omtalte reklamefilm, så omfatter familiekampagnen også en ny landingpage på Telenor, hvor familier kan gå ind og sammenligne abonnementstyper, priser, datatrafik etc.

- Der er jo ingen tvivl om, at vi gerne vil have, at kunderne bliver hos os længere. Altså at churn bliver lavere. Det er jeg sikker på, at vi kan opnå med den nye strategi og de nye kampagneinitiativer, siger Michael Gamst.

Reklamebureauet &Co, der indtil i fjor blot sad på Telenors B2B-budget, har – ligesom i det første kampagneskud –  udført marketing-arbejdet på baggrund af input fra Telenors marketingafdeling.

Radius Kommunikation har rådgivet, Wunderman er teleselskabets digitale bureau, og Format står for events rundt omkring i Danmark i forbindelse med kampagneinitiativer. OMD er mediabureau.