Facebook lancerede i fjor annoncer i Instagram Stories, og nu er turen kommet til Facebooks egen Stories platform.

Det betyder, at brands verden over nu kan føje Facebook Stories annoncer til social media-kampagner, der allerede rummer annoncer i newsfeedet og i Instagram Stories.

Facebook Stories er kort fortalt den sociale mediekæmpes pendant til Snapchat. Her vises brugerskabte billeder og videoer, som kan ses af modtageren én gang og forsvinder efter 24 timer.

- Foruden Stories-annoncer kan brands og virksomheder bruge Facebook Stories til at knytte sig tættere til deres følgere, mener Jesper Brunhøj Olsen, der er Head of Industry i Danmark hos Facebook.

Stories-annoncører får adgang til de samme annonceringsmålsætninger, der i dag gælder for Instagram Stories. Det vil sige reach, brand awareness, video-visninger, antal af app-downloads, konverteringer, trafik og lead generering.

Åbner for mere engagerende indhold

Jesper Brunhøj Olsen hæfter sig især ved, at annoncører med de nye muligheder i Facebook Stories får nye spændende visuelle strenge at spille på.

- Vi ved jo, at billede- og videobåret indhold bliver delt langt mere end almindelige opslag, så med den ”visual first”-tilgang, der er i Stories, er der grobund for at få endnu flere delinger af annoncørernes indhold, siger han.

300 mio. brugere hver dag

Han kan også fortælle, at over 300 millioner personer dagligt bruger Facebook Stories og Messenger Stories kombineret, og at platformen vokser 15 gange hurtigere end Facebooks traditionelle nyhedsfeed.

Facebook planlægger desuden i de kommende uger gradvist at udbrede Stories i Messenger, så man kan annoncere på tværs af Instagram, Facebook og Messenger.

- Dette skal gøre det muligt for annoncører at udvide rækkevidden og forbedre ydeevnen for deres Stories-kampagner markant, slutter Jesper Brunhøj Olsen.