De fleste danskere kender til annoncerne i Facebooks højre spalte, der viser tilbud, for ikke at tale om alt det sponsorerede indhold, der dukker op i nyhedsfeedet med jævne mellemrum.

Nogle ser det som en berigelse af Facebook (måske ikke mindst aktionærerne) samt en gylden mulighed for virksomheder og brands til at komme i kontakt med de over 1,7 mia. aktive brugere af verdens største medie.

Men der er også puritanerne, som længes tilbage til de gode, gamle dage, da Facebook var et socialt medie, hvor man udelukkende fik nyheder, tips og gode råd fra venner og bekendte.

God gammeldags word-of-mouth-kommunikation kunne man kalde det.

De dage er naturligvis for længst overstået, Facebook er gennemkommercialiseret, og nu viser en undersøgelse, at danskernes tillid til virksomhederens kommercielle kommunikation på Facebook er til at overse.

Vi gider ikke Facebook-annoncer

Bag undersøgelsen står analysehuset YouGov på vegne af anmeldelsesplatformen Trustpilot, hvor 1.005 danskere er blevet spurgt om deres holdning til virksomheders aktivitet på sociale medier, og her svarer 42 pct., at de slet ikke eller kun i mindre grad stoler på virksomheder, der reklamerer på Facebook. 

Måske ikke så vanvittigt en høj andel, når man tænker på, at verdens forbrugere i disse år bliver mere og mere reklameskeptiske, men det bakkes op af, at 59 pct. af de danske forbrugere foretrækker ikke-sponsoreret indhold frem for sponsoreret indhold på sociale medier.

Det vækker naturligvis genklang hos anmeldelsessitet Trustpilot.

- Undersøgelsen peger først og fremmest på, at vi i stigende grad er bevidste om, at meget af indholdet på Facebook er betalt. De danske forbrugere er generelt gode til at forholde sig kritisk på nettet, og det indebærer også, at vi i høj grad kan skelne mellem annoncer og virksomhedernes eget indhold, siger Mathilde Lykke Bülow, kommunikationschef i Trustpilot.

Det er især den ældre generation, som er skeptisk over for virksomheders reklamer på sociale medier.

Det er kun hver tredje (35 pct.) af de +55-årige, som stoler på virksomheder, der reklamerer på Facebook. Blandt de 18-34 årige stoler 57 pct. på virksomhederne, hvis de annoncerer på Facebook.

80 pct. af de adspurgte stoler mere på familie og venners anbefalinger end virksomhedernes reklamer på sociale medier. Og 53 pct. svarer, at de i højere grad stoler på online brugeranmeldelser end det indhold, som virksomheder selv slår op på sociale medier.