Socialdemokratiet er med 106.000 følgere landets mest populære parti på Facebook, fremgår det af en ny opgørelse foretaget af Lasse Juhl, der er Head of Digital Marketing i reklamebureauet Clienti ved hjælp af værktøjet Fanpage Karma.

Han har set nærmere på de politiske partiers aktiviteter på Facebook de seneste 28 dage, og der er et par ting, der overrasker ham.

- Det er tydeligt, at eksempelvis Dansk Folkeparti får virkelig mange reaktioner, hvorimod Liberal Alliance er store, men stort set ingen reaktioner modtager, så der er noget at arbejde med, siger han.

Opgørelsen omfatter de politiske partiers Facebook-sider og inkluderer ikke politikernes egne Facebook-sider. 

Artiklen fortsætter under billedet...

Lasse Juhl studser også over, at Venstre ikke har flere følgere på Facebook. Ikke mindst i betragtning af at det er det parti, der har brugt fleste penge på Facebook-annoncer under valgkampen: (tallene er hentet fra Facebooks Ad Library fra 1. marts til 20. maj)

  • Venstre: 294.756
  • Det Konservative Folkeparti: 227.024
  • Socialdemokratiet: 221.761
  • Liberal Alliance: 109.368
  • SF: 100.209
  • Enhedslisten: 92.195
  • Dansk Folkeparti: 85.290
  • Alternativet: 58.335
  • Stram Kurs: 7.857
  • Radikale Venstre: 5.800 kr.
  • Klaus Riskær Pedersen 2.122
  • Ny Borgerlige: 668
  • Kristendemokraterne: 0 

- Derudover bider jeg mærke i, at Radikale Venstre – i mine øjne – bruger ret få penge på Facebook. De har jo ikke brugt meget mere end en lokal VVS’er gør i perioden, hvilket godt kan undre, når man tænker på, hvilken rolle Facebook spiller i valgkampen, siger Lasse Juhl.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER:

Ekspert: DF og Riskær har det svært

Robert Ormrod, der er lektor på Aarhus Universitet og forsker i politisk kommunikation og markedsføring, har gransket tallene.

Han bider især mærke i, at selvom Dansk Folkeparti tilsyneladende klarer sig fint med masser af aktivitet og engagement på siden, så har der ingen vækst været i antallet af følgere i løbet af de sidste 28 dage.

- Er det fordi, de bliver ved med at tale til de samme mennesker? Er budskabet konsistent eller reaktionært? spørger han og kommer selv med et bud:

- Det skyldes, at Dansk Folkeparti er presset. Hovedproduktet er anti-indvandring og dernæst økonomi og socialpolitik, og det kan danskerne nu også finde hos Socialdemokratiet. Samtidig kan dem, der ønsker en endnu strammere kurs på indvandrings-området gå til Nye Borgerlige, siger Robert Ormrod.

Også Klaus Riskær Pedersen har det svært på Facebook, og det skyldes sikkert, at han ingen reel positioneringsstrategi har, vurderer Robert Ormrod.

- Det giver ham og partiet meget lidt manøvrerum i midten af dansk politik. Han vil helt basalt være et ”gammelt” parti, men har hverken organisationsstruktur eller en samlet vision/mission, som han kan styre efter online. Han markedsfører sig selv som et protestparti, der protesterer mod noget, som ikke er højt på dagsorden, siger Robert Ormrod.

Han mener, at det er svært at sige noget om Kristendemokraterne, da deres tal er måske et resultat af formandsskiftet i stedet for en decideret Facebook-valgkampagnestrategi.

- Liberal Alliance (LA) har accepteret det gamle tommelfingerregel om, at støtten til regeringspartierne går nedad. LA bruger ikke Facebook, men i stedet for læner partiet sig op ad deres successer i regering, navnegenkendelse og WOM (Word of mouth, red.) markedsføring.

Han mener, at Venstres bevægelse mod midten har været en gave til Liberal Alliance, som nu kan markedsføre sig selv som det eneste liberale parti i Folketinget.

Radikale Venstre , SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet klarer sig relativt godt i meningsmålingerne, så de er muligvis i gang med en mere reaktionær FB-valgkampagne, hvor de fokuserer på centrale budskaber.

Alternativet holder muligvis deres Facebook-tilstedeværelse i kort snor og topstyret. Det skal sikre, at deres budskaber følger partilinjen, vurderer Robert Ormrod.

- Venstre prøver sandsynligvis at nå ud til tvivlere, og Stram Kurs mangler en organisationsstruktur til at moderere en FaceBook-valgkampagne, men det er i modsætning til Klaus Riskær Pedersen ikke et problem, da Stram Kurs’ markedsførings fokus er på earned media dækning og navnegenkendelse af deres leder, Rasmus Paludan, siger Robert Ormrod. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.