Brancheorganisationen Danske Medier har inviteret Facebook-stifter Mark Zuckerberg til Danmark. Det er sket via en annonce på side syv i den amerikanske avis The Washington Post, ligesom invitationen også er sendt direkte til stifteren, oplyses det.

Invitationen er sendt efter Danske Medier har lanceret kampagnen ”Flere sider”, som frem mod folketingsvalget og Europa-Parlamentsvalget udpensler, at der er forskel på sociale medier og journalistiske medier.  

Netop misbrugen af Facebooks platform har i flere lande verden over været på dagsordenen i forbindelse med afholdelse af valg, påpeger Danske Medier i en pressemeddelelse.

Her henviser organisationen også til, at ”dette misbrug har i Danmark fået både regeringen, Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste til at advare mod, at udenlandske interesser via de sociale platforme måske vil forsøge at påvirke danskernes stemmeafgivning.” 

Adm. direktør i Danske Medier Morten Langager siger i meddelelsen:

- De sociale medier er i fokus både politisk og i befolkningen, og vi ønsker at drøfte med Facebooks stifter, hvordan virksomheden håndterer de udfordringer, der følger med platformen. Derfor håber vi på, at Mark Zuckerberg vil gæste Danmark til en debat om misinformation, men også medieudviklingen generelt.

Danske Medier oplyser, at man har valgt at invitere Mark Zuckerberg via The Washington Post, fordi Facebook-stifteren selv i dette medie ”har rakt ud efter dialogen og debatten om techgiganternes rolle i medielandskabet.”

I et debatindlæg fra 30. marts skrev Mark Zuckerberg, ifølge Danske Medier, således i The Washington Post: 

- Vi har bygget avancerede systemer, der kan finde skadeligt indhold, stoppe indblanding i valg og gøre annoncer mere gennemsigtige. Men folk burde ikke være nødt til at stole på, at enkelte virksomheder selv løser disse problemer. Vi bør have en bredere diskussion om, hvad vi som samfund vil have og hvordan regulering kan hjælpe.

Ifølge Danske Medier har Mark Zuckerberg tidligere meddelt, at han i 2019 vil besøge interessenter for at diskutere Facebooks rolle i samfundet. 

Mediernes Årsdag afholdes 7. maj på Axelborg i København. Talerlisten tæller i dag personer som Watergate-journalisten Carl Bernstein og chefredaktør på The Guardian, Katharine Viner.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER

Se invitationen herunder...: