Influenterne Mascha Vang og Lakserytteren, der bærer det borgerlige navn Rasmus Kolbe, er gået i verbal infight med dagbladet Politiken.

Det sker efter ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen i kølvandet på en artikelserie om influenter har begået en leder, hvor han opfordrer myndighederne til at slå hårdere ned på influenter, som ikke overholder markedsføringsreglerne.

Men lederen - der har rubrikken “Myndighederne bør knalde Mascha Vang, Lakserytteren og andre fordækte influencere” - rammer helt skævt, lyder det samstemmende fra de to top-influenter. 

- Få styr på fakta inden I skriver en leder, lyder det kort og kontant i et debatindlæg, der er skrevet af Lakserytteren og bragt på Politiken.dk.

- Jeg synes ærligt talt, det er useriøst, at Politiken gør mig til skydeskive for, at andre influencere ikke kan finde ud af at overholde loven. Det er pinligt, at man ikke på så stort et medie formår at faktatjekke sin leder, skriver han videre. 

Efterfølgende er Mascha Vang også gået til tasterne. Hun skriver på sin blog:

- Jeg er mildest talt i chok! Jeg kan godt forstå man kan skrive den slags om nogle influencere, måske om de lidt mindre af slagsen der ikke har sat sig ind i reglerne, og ikke har det som professionelt virke, som jeg har. 

Senere skriver hun:

- Den slags beskyldninger finder jeg mig naturligvis ikke i. Det første jeg gjorde i morges kl. 9, var at ringe til Forbrugerombudsmanden. Vi fik os en god snak, og jeg fik klarhed over, at der ikke har været nogen mistanke mod mig fra Forbrugerombudsmanden side, ej heller nogen henvendelser eller anmeldelser mod mig, omkring jeg ikke markerer som jeg skal. Jeg fik derimod at vide, at jeg markerer alt for meget, end hvad jeg bør og behøver – altså stik modsat af hvad Politiken beskylder mig for.

I en e-mail til Markedsføring skriver Christian Jensen: 

- Jeg har hverken noget imod Lakserytteren, Mascha Vang eller deres konkrete virke. Min leder handler om, at de – sammen med andre influencere – gør sig til talsmænd i Politiken for en kritik af det, de anser for at være en forældet markedsføringslov. Loven er efter min mening både klar og fornuftig. Problemet er derimod, at mange influencere ikke retter sig efter reglerne.