Articles tabs

Courses tabs (CT)

custom add this

Lad retfærdigheden sejre

Det afgørende for en forhandlings succes er, at den bygger på retfærdighed.

For godt 40 år siden var Henry Kissinger i gang med en civil karriere og havde derfor overskud til at kigge på nogle af de tunge forhandlinger, han havde deltaget i som national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister.

– Det afgørende for en forhandlings succes er, at den bygger på retfærdighed. Sådan som parterne definerer det.

Og lidt senere i konversationen:

– Jo vigtigere emnet er, desto vigtigere er det at finde den retfærdige løsning.

Med andre ord kan man måle vigtigheden af en forhandling på, hvor mange ligegyldigheder, parterne slynger ud i æteren. Røgslør, spin, digressioner osv. fortæller os, at her er de useriøse folk i spil.

Når man har driblet USA ud af Vietnam, været en del af SALT-forhandlingerne og åbnet døren til Kina, er der en sandsynlighed for, at man ved, hvad man taler om. Gad vide, hvad Kissinger ville sige om konflikten mellem DBU og landsholdsspillerne?

Begynd med det væsentlige

Han ville begynde med kernen: hvad er mon det retfærdige?

Mellem alle de mange påstande og forsøg på at ødelægge en succesrig forhandling, står én ting tilbage: DBU kan ikke acceptere, at spillerne vil have en formel arbejdsgiver-arbejdstager relation. Det er dén knast, der skal høvles af først.

Glem pengene, rettighederne, forsøgene på at snige guerilla-marketing ind ad bagvejen, hvilket jo er det, spillerne reelt forsøger at gøre. Det er småting, der sagtens kan forhandles på plads, hvis ellers fundamentet er i orden.

Hvorfor er arbejdsgiver-arbejdstager relationen så vigtig for spillerne? Fordi Mads Øland fra Spillerforeningen ved, at der let kan kapitaliseres på en dansk arbejdsmarkedsmodel, hvis fremtidige tvister ryger i voldgiften. Afgørelser vil altid læne sig op ad den model, også selv om den sagligt set er irrelevant i dette tilfælde.

Spillerne har jo arbejdsgivere

Det er dén styrkeposition, spillerne skal acceptere at give slip på. På den lange bane vil DBU aldrig – som i ALDRIG – leve med, at spillerne også skal have en arbejdsgiver relation til DBU, fordi det har kostet så dyrt indtil videre i en tabt voldgift. 

Hvis DBU falder til patten, vil de til evig tid være gidsel i en aftale, kun spillerne har en interesse i at opretholde. Ergo skal spillerne indse, at retfærdigheden begynder uden arbejdsgiver-arbejdstager relationen.

Sagligt set er der heller ikke grund til at fastholde kravet om relationen. 

Spillerne har i forvejen arbejdsgivere i deres klubber, der varetager alle de formelle forsikrings-, løn- og rettighedsmæssige problemstillinger.

Skal spillerne virkelig opgive en vigtig position uden at få noget til gengæld? Formentlig ikke, thi meget tyder på, at de ikke har formatet. De er ikke generøse nok. De er heller ikke saglige nok.

Men så skal de jo trække i forhandlingstøjet og få nogle modydelser på plads. DBU vil strække sig meget langt, hvis ønsket om at få en arbejdsgiver relation droppes.

Det burde være til at klare, bortset fra at jo mindre der er på spil, desto mere kan parterne slå meningsløse kolbøtter og levere skøre forhandlings-provokationer, som dem vi har set de seneste dage.

Briterne ved, hvad fair play er

Nu forudsætter jeg, at spillerne ikke har format som de britiske, der spiller for Three Lions, fordi det er en æressag. De modtager ikke kompensation, men beløbet fra FA (deres DBU) doneres til velgørenhed.

De britiske spillere ved godt, at en succesrig landsholdskarriere er med til at gøre deres værdi meget, meget større. 

De ved også godt, at de inviteres til at spille for landsholdet. De skal selv acceptere at spille, før eventuelle krav kommer på tale.

En landsholdsudtagelse er med andre ord ikke set som primært en indtægtskilde. Det er en ære at repræsentere sit land, og det ved alle, der har prøvet det. 

Nu skal den sandhed blot sive ind hos både de mandlige og kvindelige landsholdsspillere, og så får vi lukket de verserende sager.

Det drejer sig jo primært om at spille noget ordentlig bold, og vil man ikke det, så lad dog være med at acceptere en landsholdsudtagelse.

Læs også Keld Strudahls synspunkter.

 

Christian W. Larsen er ansvh. redaktør for Markedsføring og markedsforing.dk siden i 2007. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Det fri Aktuelt og Dagbladet Dagen.

Kommentarer