Articles tabs

Courses tabs (CT)

custom add this

Nu skal vi videre

En god begyndelse kommer ikke skidt tilbage. Nu skal DBU, Spillerforeningen og spillerne blot sluge to mindre kameler.

Hvor var det rart, at DBU, Spillerforeningen og landsholdsspillerne blev enige om en aftale, der sikrede, at vi bankede Wales 2-0. Det er jo fodbold, der interesserer langt de fleste af os, ikke processuelle trakasserier.

Og at de skulle igennem en pinlig opvisning i manglende fornuft på vejen mod en midlertidig aftale, parkerer jeg Galimatias-afdelingen i Hall of Fame.

Men … og det er grunden til, at jeg igen er ved tasterne … er aftalen desværre kun midlertidig, fordi parterne stadig er for ærekære. Majestæten vil kalde dem for dumstædige. De fastholder nogle positioner, de selv synes er livsvigtige, men som ikke bidrager til en langtidsholdbar løsning.

Nu kender vi ikke de positioner i detaljer, fordi parterne af en eller anden grund ikke accepterer præmissen om transparens, som stort set alle tunge tænkere ved er grundlaget for holdbare løsninger.

Der er dog elementer, parterne skalacceptere, hvis de vil i mål. Og her er mindst to knaster, som parterne skal æde. Det nytter ikke at stritte i mod. Uden accept af disse grundvilkår, vil en aftale ud i al fremtid skabe problemer for fodbolden.

Ikke arbejdsgiver

Dansk Boldspil-Union er ikke og bør ikke være arbejdsgiver for landsholdet. Rent arbejdsretsligt vil det skabe et administrativt helvede, hvis hver eneste ny spiller skal igennem en bureaukratisk mølle, der af gode grunde er skabt til et bredere arbejdsmarked.

DBU inviterer spillere til at repræsentere dansk fodbold, altså nationen, og hvis man vil det, accepterer man vilkårene. Smukkest demonstreret i England, hvor spillerne er stolte af at repræsentere Three Lions, og hvor spillerkompensationen går til velgørende formål.

Har man en anden holdning – og det har man lov til at have – siger man pænt nej tak til invitationen. Og man optræder ordentligt, når man siger nej. Man skammer ikke de andre spillere ud, der siger ja tak til invitationen.

Er det nu helt sikkert?

Kan man ikke legitimt mene, at en arbejdsgiver-arbejdstager relation er til at leve med? Her ligger en jo kolossal beskyttelse af arbejdstagerne, og som vi er stolte af eksisterer på det brede arbejdsmarked.

Nej, kære venner. Tanken er absurd. Skal landsholdsspillere kompenseres ved fx barselsorlov? Nonsens. De er sikret i aftalerne med deres rigtige arbejdsgivere, klubberne, der orkestrerer spillernes hverdag i mindst 300 dage om året.

Og her kan vi ikke se bort fra, at kun 2-3 af vore landsholdsspillere tjener mellem 5 og 10 mio. kr. årligt. Resten af de 23 spillere ligger på lønninger mellem 10 og 60 mio. kr. Hvorfor skal denne elite støvsuge markedet for at finde den sidste 25 øre? Det er uværdigt.

Spillerne skal også beskyttes

Men er der ikke elementer af en holdbar aftale, DBU skal æde i sig? Det er der naturligvis. Det er ikke i orden, at DBU forsøger at hindre spillerne i at tegne og beskytte deres private sponsorater. Her er jo tale om professionelle, der lever af de penge, de tjener i løbet af en 10-15 årig karriere.

Denne sidste knast er opstået, fordi DBU ikke kan og vil nøjes med den indtjening, de har i skrivende stund. Unionen vil have mere, fordi de ikke ønsker at skrue ned for udgifterne. Det er ikke kønt, det er udtryk for en grådighed og en manglende professionalisme.

Naturligvis vil sponsorerne helst have, at Eriksen, Schmeichel og Kjær går og står forrest, når deres markedsføring skydes i gang. Men den går ikke. En holdbar aftale skal sikre, at spillernes private sponsorer ikke føler sig røvrendt. Det er jo også en del af en professionel håndtering af relationen til spillerne.

Er der ikke andre knaster?

Det er der i høj grad, men om selve aflønningen for at spille og bonusser skal være det ene eller det andet, er gabende uinteressant. Det kan DBU og Spillerforeningen sagtens finde ud af, når de to første knaster er høvlet af.

Parterne ved jo godt, at DBU skal bruge sponsorpenge og indtjeningen fra tv-rettigheder til at sikre udviklingen af bredde-fodbolden. Ergo kan spillerne maksimalt løbe med halvdelen af overskuddet ved at have et herrelandshold.

Min sidste påstand er denne: Nu skal aktørerne omkring fodbold støtte op om en løsning som den, jeg skitserer. Ikke mere ”stilleleg” fra Team Danmark og DIF. Ton rent flag og hjælp DBU og spillerne.

Hvis danske politikere ikke kan holde deres kæft, så skal de også gå ind med åben pande. DBU (og andre specialforbund) er ikke arbejdsgiver, og samtidig skal spillernes private økonomi respekteres.

Så kommer vi i mål med en langtidsholdbar aftale, og DBUs slogan: ”En del af noget større”, er ikke længere en latterlig påstand, men noget alle interessenter kan tage alvorligt.

PS: Tak til DBUfoto for lån af topbilledet.

Christian W. Larsen er ansvh. redaktør for Markedsføring og markedsforing.dk siden i 2007. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Det fri Aktuelt og Dagbladet Dagen.

Kommentarer