Ansøgningsfrist: Snarest muligt

Kan du lave landingssider, som appellerer til brugernes behov, og som sikrer, at det gode indhold bliver mere synligt på Google? Trives du med at samarbejde i en organisation og arbejde på tværs med den gode brugerrejse? Så er det dig, der skal søge vores stilling som SEO og Content Specialist til vores Marketing og E-commerce afdeling.

Med en kundeorienteret tilgang vil vi skabe et mere brugervenligt FDM.dk, så brugerne i højere grad finder vores produkter og services på Google. Derfor søger vi en ambitiøs og selvkørende SEO & Content Specialist, der er klar til at spille en hovedrolle.  

Som SEO & Content Specialist i FDM får du frihed under ansvar og en stor grad af selvbestemmelse. Du har du rig mulighed for sparring, og vi er åbne for, at du kan byde ind med de optimeringsværktøjer, du foretrækker.

Du bliver en del af Team E-commerce i afdelingen Marketing & E-commerce, som spiller en central rolle for vores forretning. Afdelingen har ansvar for marketing, online salg og fastholdelse af medlemmer. Derfor får du, takket være dit ansvarsområde og din afdeling, en central rolle i FDM. Vi er en afdeling på 11 personer, der indeholder et MarCom-team, et Marketing Automation-team og et E-commerce-team, hvor du skal sidde. Vi tror på, at vi sammen skaber bedre løsninger, når vi har det sjovt samtidig.

Om jobbet

Som SEO & Content Specialist i FDM kommer du til at arbejde med udviklingen af vores kommercielle landingssider. Det betyder, at du skal optimere eksisterende men også være med til at forme nye landingssider. Du vil ligeledes indgå i en række udviklingsprojekter, hvor du får mulighed for at sætte dit præg på det indhold, som vi tilbyder vores brugere.

I din hverdag vil du arbejde tæt sammen med digitale eksperter inden for Google Analytics, UX og CRO for at skabe de bedste brugerrejser.

Jobbet vil desuden bestå i:

  • Øge organisk trafik til fdm.dk i samarbejde med dit team og samarbejdspartnere
  • Sætte rammerne for en samlet SEO-strategi
  • Løbende redigering og optimering af landingssider
  • Deltage i udviklingsprojekter og producere indhold til nye kommercielle landingssider
  • Samarbejde med andre afdelinger med henblik på at tegne brugerrejser
  • Sætte rammer og have ansvar for fdm.dk’s kommercielle indhold
  • Stille krav til UX og design

Om dig

Vi ser gerne, at du har nogle års erfaring med SEO-området, og at du har en god forståelse for optimering af landingssider. Vi tænker også, at du har erfaring med CMS-systemer (gerne Drupal) og værktøjer som Google Search Console.

Derudover er det godt, hvis du:

  • har personlig gennemslagskraft
  • har kreative evner og lysten til at prøve nye tiltag
  • er struktureret, analytisk og detaljeorienteret
  • har et stort overblik og formår at skabe fremdrift på dine projekter
  • trives med en bred kontaktflade og sparring med mange forskellige interne samarbejdspartnere
  • har basal marketingkendskab

Vi tilbyder

I FDM bliver du en del af et stærkt og meget forskelligartet fagligt miljø, som spænder over jurister, journalister, lobbyister, rejsespecialister, kundeservicemedarbejdere, teknikere og mekanikere for ikke at nævne de kommercielle roller og klassiske stabsfunktioner. Fælles for os alle er, at vi er drevet af hele tiden at blive bedre, og vi brænder for at yde det bedste for vores medlemmer. Tonen er uformel og humøret som regel højt.

Som arbejdsplads vægter vi fleksibilitet og trivsel højt, og der er mulighed for både at tilgodese arbejds- og familieliv. Vi tilbyder en lønpakke, som matcher dine kvalifikationer og erfaring, inklusiv pensions- og gruppelivsordning samt helbredsforsikring. Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM. Derudover har du mulighed for at melde dig ind i vores personaleforening FDM Team, som løbende afholder medarbejderarrangementer, spiller fodbold, og som giver adgang til vores motionsrum.

Vi holder til i moderne, nyrenoverede lokaler tæt på Lyngbys centrum, hvor vi i lyse, åbne kontorer hver dag nyder godt af bl.a. kvalitetskaffe og vores køkken, der sørger for lækker mad til frokost.

Yderligere information

Vi forventer tiltrædelse snarest muligt og behandler ansøgningerne løbende. Derfor glæder vi os til at modtage din motiverede ansøgning og CV snarest.

Har du spørgsmål til jobbet, eller ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte vores Chef for Marketing & E-com, Rikke Steger, på tlf. 27798252.

Bemærk: Vi modtager kun ansøgninger via den elektroniske ansøgningsformular.

Vi glæder os til at læse din ansøgning.

Om os
FDM varetager bilisternes interesse og arbejder for, at det er en positiv oplevelse at være bilist. Vores arbejde tager udgangspunkt i værdierne viden, troværdighed, aktiv holdning og dynamik. Vi er 300 medarbejdere fordelt på 30 adresser i hele landet. Hovedkontoret er placeret i Lyngby.

FDM er med 269.000 husstande som medlemmer Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation. FDM yder juridisk og teknisk bistand i sager omkring biler og trafik og varetager bilisternes interesse i trafik- og forbrugerpolitiske spørgsmål. FDM arbejder for at fremme trafiksikkerheden og en del af dette arbejde foregår på internationalt plan i tæt samarbejde med de øvrige landes bilklubber. FDM driver endvidere test og bilsyn, køretekniske anlæg, vejhjælp, forsikringsselskab og har rejsebureauer over hele Danmark.