Ansøgningsfrist : 02.12.2022

Brænder du for markedsføring, reklamer, kommunikation og tech? Har du en skarp pen og et godt strategisk blik? Tror du på, at god fagjournalistik kan gøre en forskel? Så er du måske mediet Markedsførings kommende chefredaktør.

Om jobbet

Mediet Markedsføring er det troværdige og dagsordensættende medie inden for reklame og marketing, som har eksisteret siden 1927. Mediet redigeres efter uafhængige journalistiske kriterier og har til formål at gøre branchen bedre med nyheder, baggrund, vidensdeling og debat.

Som chefredaktør får du ansvaret for tre fastansatte journalister, samt en gruppe freelancere, der producerer magasinet Markedsføring samt indholdet til markedsforing.dk, en række nyhedsbreve og vores sociale kanaler. Du indgår som chefredaktør selv i indholdsproduktionen.

Markedsføring har de seneste år gennemgået en positiv udvikling, så mediet i dag har gennemslagskraft og troværdighed både i branchen og i offentligheden. Den position skal du som chefredaktør fortsætte og videreudvikle sammen med redaktionen og Dansk Markedsførings øvrige ledelse. Du skal sikre en redaktionel strategi, som positionerer mediet og leverer indhold på alle platforme, som skaber værdi for medlemmerne og foreningen.

Som chefredaktør indtræder du også i Dansk Markedsførings ledergruppe og refererer til adm. direktør Thomas Wahl.

Om foreningen

Dansk Markedsføring er Danmarks største forening af marketingprofessionelle. Vi vokser og har lige rundet 5.500 medlemmer. Under overskrifterne ”Gør dig relevant” og ”Sammen om at blive bedre” arbejder vi hos Dansk Markedsføring hver dag for at udvikle og udfordre alle, der arbejder med kommerciel udvikling.

Vi udgiver bladet Markedsføring med et læsertal på 18.000 personer, samt daglige nyheder på markedsforing.dk, hvor vi har cirka 130.000 unikke besøg hver måned.

Dansk Markedsføring arrangerer nogle af de største årlige marketingevents i Danmark, som f.eks. Digital Copenhagen, Årets Rambuk, Danish Digital Award, Årets CMO & The M List.

Om dig 

Vi søger en profil, som har:

  • stærke journalistiske kompetencer, både i korte og længere formater
  • evnen til som holdleder at motivere og engagere alle til at yde deres bedste 
  • solide samarbejdsevner
  • omfattende viden om branchen i ind- og udland
  • et skarpt strategisk og analytisk blik
  • en klar fornemmelse for, hvad der optager målgruppen, og en evne til at se nye formater og muligheder for at udvikle både redaktionelt indhold og den kommercielle forretning

Arbejdssted 

Dansk Markedsføring, Bredgade 19E, 1260 København K.

Interesseret?

Er du den, vi leder efter, så send en motiveret ansøgning samt CV til tw@markedsforing.dk senest 2. december 2022. Du må meget gerne – i kort form – præsentere tre journalistiske ideer, som du vil folde ud hos os. Vi holder samtaler løbende.

Tiltrædelse

Hurtigst muligt.

Spørgsmål

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at ringe til adm. direktør Thomas Wahl på 2255 7244 eller afgående chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen på 2924 1429.