Ansøgningsfrist: 11.06.2023
SKAB OPBAKNING GENNEM STØRRE KAMPAGNER OG ENGAGERENDE INDHOLD
Er du en lyttende og empatisk leder, der kan sætte retning og sikre trivsel for et team af projektledere og contentproducenter? Har du solid erfaring med udvikling af oplevelses-markedsføring/brand activation kampagner, der skaber handling i form af donation, køb og tilmelding til events? Og trives du i en faciliterende rolle, hvor du skal fremme det tværgående samarbejde i en kompleks organisation?
Så glæder vi os til at byde dig velkommen som Red Barnets nye Head of Campaign & Events.
FACILITERENDE PROJEKTLEDELSE OG BEST IN CLASS MARKETING CONTENT
Som Head of Campaigns & Events bliver du leder af et team på 8 medarbejdere, der hver især bidrager til at styrke sammenhæng og synergi mellem Red Barnets fundraising relaterede initiativer. Teamets projektledere faciliterer det tværgående arbejde med Red Barnets større kampagner og events. Og teamets contentproducenter supporterer hele Fundraising & Marketing afdelingen med tekst, grafik og video-indhold. Dertil har dit team ansvar for at drive og opdyrke et relativt nyt fundraisingområde i form af peer-to-peer indsamlinger og events.
Du vil således få det overordnede ansvar for at levere projektledelse, der er kendetegnet ved dygtig interessent håndtering, systematisk anvendelse af styringsværktøjer og sikker koordination af aktiviteter. Og du vil få det faglige ansvar for udvikling af marketingbudskaber, der både er “on brand”, taler i øjenhøjde med målgruppen – og skaber action.
Konkret vil du blandt andet få ansvar for:
- Projektledelse af julekampagner og landsindsamlingskampagne
- Drift og udvikling af større indsamlingsevents inkl. Landsindsamlingen, Venskabsløbet og Grin til Gavn
- Support af den samlede Fundraising & Marketingafdeling med content, der er udviklet på baggrund af solide indsigter i marked, målgrupper og kanaler
- Videreudvikling af de teknologiske platforme og koncepter for Red Barnets peer-to-peer indsamlinger, herunder venskabsløbet og ambassadørindsamlinger
- Udvikling og opdatering af kampagne-årshjul for hele afdelingen
Du vil desuden indgå i afdelingsledelsen i Fundraising & Marketing og dermed tage aktivt del i det fælles ansvar med at prioritere ressourcer og vedligeholde en stærk samarbejdskultur.
DIN PROFESSIONELLE & PERSONLIGE PROFIL
Vi forestiller os, at du har en kandidatuddannelse inden for marketing/kommunikation. Dertil har du minimum tre års erfaring med personaleledelse og kan samle et team af forskellige profiler om en fælles ambition. Dette understøttes af:
- Solid faglighed inden for marketing. Fx er du fuldstændig hjemmevant i anvendelsen af forbrugerindsigter, personaer, budskabshierarkier og tydelige CTA’er i udvikling af kommunikation
- Flere års erfaring som projektleder for større kampagner/events
- Stærke kommunikationsevner
- Erfaring med udarbejdelse og styring af budget
- Erfaring fra arbejdet i en større organisation med mange interessenter, agendaer og politiske hensyn er en stor fordel
Du er tryg i din lederrolle og formår at anvende dine personlige kompetencer til at skabe engagement og trivsel. Dertil vil du kunne genkende sig selv som:
- Proces og samarbejdsorienteret – du tror på, at målet nås bedst ved at spille hinanden gode
- Målrettet og fokuseret – du går systematisk til opgaver og støtter dit team i at gøre det samme
- Strategisk stærk – du har blik for, hvor vi skal hen – og holder dit team fast på retning og prioritering
- Troværdig og tillidsvækkende – du bygger stærke relationer og kender nødvendigheden af at indgå alliancer på tværs af organisationen
- Er nysgerrig og holder dig opdateret på markedsudvikling, trends og ny teknologi – og anvender det aktivt i udvikling og eksekvering af teamets leverancer
VI TILBYDER
Et arbejdsmiljø præget af høje ambitioner og et fælles ønske om at gå den ekstra mil til gavn for de børn, der har brug for os. Vi har medarbejdertrivsel i fokus og scorer især højt på autonomi, ledelsessupport og forhold til kolleger. Du vil desuden opleve en høj grad af fleksibilitet, både i udførelse og tilrettelæggelse af arbejdet.
VILKÅR & REKRUTTERINGSPROCES
Løn- og ansættelsesforhold iht. individuel sektionslederkontrakt med reference til overenskomst mellem Red Barnet og AC-organisationerne og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund. Ansættelse 37 timer uden øvre arbejdstid. Vi gør opmærksom på, at Red Barnet ikke er lønførende. Tiltrædelse snarest muligt eller senest 1. august 2023.
Ansøgningsfristen er søndag den 11. juni 2023. Første interview forventes afholdt den 14. juni, mens 2. interview forventes afholdt i uge 25.