Ansøgningsfrist: Snarest muligt

På vegne af TV 2 søger vi til en nyetableret rolle som Head of CREATIVE Management en helhedsorienteret profil, der i tæt samarbejde med teamets Creative Director skal være med til at videreudvikle og sikre den kreative gennemslagskraft, som TV 2 får brug for i fremtiden.

Om TV 2
TV 2 CREATIVE er en del af området TV 2 Kommunikation og Marketing. Her fungerer TV 2 CREATIVE i praksis som TV 2s interne kreative bureau. Her udtænker og eksekverer de kreativ kommunikation og kampagner for TV 2 familiens brands på tværs af medieplatforme. TV 2 CREATIVE er et stort integreret hold af klassiske og digitale kreative fagligheder, og tilsammen tæller de 30 kreative på fuld tid og 10+ studentermedhjælpere.

I fællesskab løfter TV 2 CREATIVE alt fra store branding koncepter som Alt Det Vi Deler til landsdækkende events som Folketingsvalg, Knæk Cancer, VM og Tour de France. Underholdningsformater som Vild med Dans, ZULU Awards, X Factor og ZULU Comedy Festival, og fiktions-universer som KLOVN, Badehotellet, Rita, Alfa og Julekalenderen. Hertil kommer det løbende arbejde med TV 2s kanalbrands, hvor positionering og salg af streamingtjenesten TV 2 PLAY i stigende grad er en af deres vigtigste opgaver.  De kreative fagligheder består af Art Directors, Tekstforfattere, Klippere, Promo Producere, Content Creatives, Social Media managers og Community managers. Ud over kampagnearbejdet har teamet også ansvaret for alle TV 2’s social media profiler for husets program- og kanalbrands.

Afdelingen har de seneste år været i gang med en omfattende organisations- og kulturforandring, og har en målrettet ambition om at udvikle afdelingen til et kreativt powerhouse i verdensklassen. Dette har bl.a. medført, at TV 2 CREATIVE senest har gjort sig bemærket i award-sammenhæng både ved D&AD (2 Yellow Pencils), True Award, Creative Circle, Clio og Promax (Best Inhouse Team in Europe).

Stillingen
Som Head of CREATIVE Management sidder du i en lederstilling og har direkte ansvar eller medansvar for samtlige fagområder i teamet. Det er din opgave at have det samlede overblik over alle de kreative faggrupper, medarbejdere og den daglige drift. Den rigtige profil forstår vigtigheden af teamwork. En afgørende faktor til succes i rollen er samarbejdet med vores Creative Director, der har det fulde, kreative ansvar for vores udkomme. Derfor er du som profil ikke nødvendigvis klassisk kreativ. Du har en mere klassisk ledelsestilgang med et stærkt drive ind i tværgående ledelse, personaleudvikling og ryster ikke på hånden, når der skal arbejdes med områder som performance marketing eller processer. Du har solid digital erfaring med dig, og du kan tale med og elsker kreative produkter men drømmer ikke om selv at have hænderne på vores udkomme. Hvis det er drømmen, skal du skynde dig at klikke på x’et oppe i hjørnet – så er det nemlig den forkerte rolle til dig.

Med et enormt udkomme på over 300 kampagner om året kræves det, at du har et stort overblik og formår at se længere frem end til blot næste kampagne. Du skal kunne indtage rollen som strateg og have erfaring og tillid til at lede gennem andre i det daglige

Rollen er bredt funderet, alsidig og skal blandt andre kunne løse følgende:

  • Personaleansvarlig for en stor gruppe af kreative medarbejdere i TV 2 CREATIVE

  • Du skal indgå i et makkerskab i den daglige ledelse sammen med vores Creative Director. Her skal du være det kit, der sikrer at CREATIVE hænger sammen med et skarpt blik på samarbejde, strategi og performance.

  • Du har empati og formår at motivere og styrke medarbejdere. Samtidig går du ikke i cirkler rundt om de svære samtaler men ved, hvad konstruktiv feedback kan bidrage med både for TV 2 og for den enkelte medarbejder.

  • Du forstår vigtigheden af den gode arbejdsplads. Derfor skal du kunne bære at være bannerfører for en kultur, der skal summe af energi og lyst til at gøre det bedste for både team, afdeling og TV 2 hver eneste dag. 

  • Du har et stærkt blik på medarbejderudvikling. Samtidig skal du have et bredt blik på den samlede medarbejderstab og i samarbejde med Creative Director løbende sikre den rigtige balance af erfaring og talent. 

  • Du er en dygtig kommunikator. Du inviterer indenfor og har en veludviklet forståelse for kommunikation.

  • Facilitering af de faste årlige koncernindsatser og -processer ifm. handlingsplaner, MUS, tilfredshedsundersøgelser samt lokale indsatser, der udspringer af et ønske om at dygtiggøre medarbejdere og udkomme på tværs af alle platforme.

  • Du skal have styr på digital marketing og alle disciplinerne herunder.
     

Det primære arbejdssted er på Teglholmen i København. Et par gange om måneden er det forventet, at du har tilstedeværelse på Kvægtorvet i Odense.


Din profil

Vi er ambitiøse og det skal du også være. Både på egne og TV 2s vegne. Du er tydelig i din kommunikation, har gennemslagskraft, et godt overblik og forstår at arbejde ind i afdelingens lederteam.

Vi forventer, at du kan nikke genkendende til nedenstående;

  • Minimum 5 års solid og bred ledererfaring fra en ledende rolle indenfor medie-, marketing-, kommunikation, digitalt bureau eller anden relevant branche. 
  • Er kontaktskabende, empatisk og har robusthed i din ledelsesform.
  • Er stærk til at samarbejde og skabe relationer på tværs af faggrænser
  • Er god til at analysere og omsætte strategi til konkrete handlingsplaner
  • Du skal have styr på digital marketing og alle disciplinerne herunder.

Rollen refererer til TV 2s Kommunikations- og Marketingdirektør og har plads i ledergruppen i Marketing.