Ansøgningsfrist 16.01,2022

Har du en drøm om at arbejde i et af Danmarks største mediehuse, og vil du gerne være en del af den digitale transformation, som TV 2 lige nu befinder sig i?

TV 2 Traffic søger lige nu en talentfuld medarbejder i rollen som Interactive Planner. TV 2 Traffic arbejder til dagligt i det digitale maskinrum mellem salg, udvikling af nye produkter, databerigelse og afvikling af digital annoncering på TV2.dk, TV 2 apps og TV 2 PLAY. Du får her en unik mulighed for at indgå i den dynamiske mediebranche, på et ungt og performance-orienteret team, hvor der er højt til loftet og udviklingsmulighederne er mange.

Om jobbet

Dine primære arbejdsopgaver bliver eksekvering af digitale kampagner, samt at sidde med ansvaret for den daglige koordinering med mediebureauer og andre samarbejdspartnere. Du vil få ansvar for din egen kundeportefølje og styre kommercielle kampagner fra start til slut. Det betyder bl.a. booking af kampagner, opsætning, implementering af tracking, analyse og evaluering mv.

Som Interactive Planner får du en bred kontaktflade, hvor du til dagligt er i dialog med nogle af Danmarks største annoncører og mediebureauer. Det er derfor vigtigt, at du som repræsentant for TV 2 er både serviceminded og skriftlig velfunderet.

Dine væsentligste ansvarsområder vil i kort form se således ud – men vil naturligvis også afhænge af kvalifikationer og interesseområder:

  • Digital kampagneafvikling og optimering
  • Daglig koordinering med mediebureauer og samarbejdspartnere
  • Høj grad af kundekontakt samt deltagelse på kundemøder
  • Videreudvikling af interne processer og systemer
  • Udarbejdelse af dataanalyser og præsentationer
  • Deltage i udviklingsprojekter på tværs af forskellige afdelinger i TV 2
  • Support til vores salgsafdeling, herunder udarbejdelse af salgsestimater og budgetter

Derudover skal du være med til at sikre, at TV 2 Reklamesalg forbliver førende inden for det digitale marked.

Er du den vi leder efter?

Vi søger først og fremmest en kollega som er udadvendt, har humoristisk sans og et stort drive. Du har en stor interesse for digital marketing og du trives godt i en travl og dynamisk organisation, hvor der bliver lagt op til, at du i høj grad selv administrerer dit daglige arbejde.

Vi forestiller os, at du gennem din uddannelse eller tidligere erhvervserfaring har tilegnet dig gode digitale færdigheder, analytiske kompetencer, flair for tal og en grundlæggende forståelse og nysgerrighed for digital marketing og dataanalyse. Din arbejdsstil er i øvrigt kendetegnet ved, at du er god til at koordinere, arbejder struktureret og har et skarpt øje for detaljer.

Det er ikke et krav, at du har 5 års erfaring, er tidligere hacker eller for den sags skyld danmarksmester i Excel eller Power BI. Det vigtigste for os er, at du ikke er bange for nye udfordringer, har lyst til at udvikle dig og på ingen måde er systemforskrækket.

Hvis det lyder som noget for dig, så skynd dig at sende en ansøgning, hvor du fortæller os, hvorfor du er den rette, og så skal vi nok sørge for at lære dig resten.

Stillingen er på Teglholmen i København.

Ansøgningsfrist:16. januar 2022
Såfremt du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte René Daniel Jensen
Teamchef
redj@tv2.dk
Tlf.: 30173199