Ansøgningsfrist 01.07.2021

Hos Pravda har vi lige straks et ledigt skrivebord, og om lidt skal det fyldes med dine skarpe tilbud til både nye og eksisterende kunder. Med dine intelligente bud på optimerede processer. Og med dine langsigtede planer for, hvordan du leder og udvikler vores filmafdeling.

Du kommer sikkert fra et bureau eller et produktionsselskab. Her har du haft daglig kundekontakt, ledelses- og salgsansvar og har arbejdet tæt sammen med ledelsen om at indfri kommercielle målsætninger. Du læner dig op ad solid erfaring på alle områderne, så du har mindst fem års erfaring i bagagen – og gerne mere.

Nu skal du blive en del af Pravda, fordi vi er et af landets førende bureauer inden for B2B-branding. Vores kundeliste tæller en række af landets største B2B-virksomheder, og det kræver branchens bedste hoveder fordelt mellem erfarne projektledere, talentfulde designere, dygtige filmfolk og kreative strateger. Og så selvfølgelig dig.

Stærk kommerciel profil
Pravdas filmafdeling blev etableret i 2016 og har siden været i kraftig vækst. I dag huser afdelingen blandt andet klippere, fotografer og en instruktør – og vi forventer, at du bliver en drivende kraft i forhold til afdelingens fortsatte vækst.

Som leder af filmafdelingen får du det daglige ansvar for at udvikle både forretningen og holdet. På den kommercielle bane vil du have ansvar for at forberede og afholde kundemøder – og efterfølgende udarbejde tilbud, der matcher kundernes ambitioner og budget.

Derudover vil du have ansvar for at udvikle og udleve realistiske vækstplaner for afdelingen og ikke mindst positionere Pravda Film i B2B-markedet, hvor filmmediet i stigende grad benyttes i brandaktivering. Det vil involvere løbende sparring med bureauets ledelse om at forbedre processer, øge kvaliteten af leverancerne og styrke samarbejdet på tværs af bureauet.

En leder med empati og nærvær
Som afdelingens daglige leder bliver du ansvarlig for filmteamets medarbejdere og dem, vi forventer kommer til i fremtiden.

Det bliver din fineste opgave at sikre høj trivsel og udvikling af holdet, så vi løbende arbejder mod at arbejde smartere – både i forhold til produktion og leverancer. Kodeordene i din ledelsesstil bliver empati, nærvær og faglighed – krydret med en god portion humor og gejst. Med andre ord, så forstår du at sætte rammen om en spændende og udfordrende hverdag, hvor der er godt gang i smilebåndene, selvom tempoet også kan være højt.

Det skal være sjovt at gå på arbejde
Vi bruger rigtig meget tid sammen, når vi går på arbejde. Derfor går vi op i hinanden – og holder af hinanden. Så forvent en masse sociale arrangementer (når vaccinerne er veloverståede) indforstået humor (bare rolig, du bliver hurtigt en del af det) og en sød og dygtig flok, der altid vil hinanden det bedste. Du får frokost fra Meyers, en fornuftig work-life balance og løn og pension, der matcher din erfaring og kompetencer.

Stadig med? Super! Send os en kort ansøgning via kontaktformularen nedenfor. Har du spørgsmål, så fang Client Director & Partner, Malene Korsholm, på telefon 3123 4535 eller mk@pravda.dk.

Vi afholder løbende samtaler og ser gerne, at du kommer ombord fra 1/9 2021.