Ansøgningsfrist: 26. september klokken 23.59

Vil du være med til at relancere et 95 år gammelt medie? Har du lyst til en afvekslende hverdag med både lange og korte formater – til både web og magasin? Er du nysgerrig, modig og kreativ? Så er du måske den journalist, Markedsføring søger.

Markedsføring er marketing- og reklamebranchens fagmedie. Vi er i gang med at relancere både digitalt og på print, så vi bliver mere dagsordensættende og karrierefremmende for vores læsere.

Vi skriver nyheder, baggrund, portrætter og kritiske historier om alt fra nye kampagner, prisfester og forskning til ledelse, idéudvikling og teknologi. Vores målgruppe er annoncører, bureauer, digitale eksperter og andre, der arbejder med reklame, marketing, PR eller kommunikation.

Vi udkommer som magasin otte gange om året. Alle hverdage udgiver vi nyheder på nettet, og vi sender et nyhedsbrev til knap 20.000 modtagere.

Markedsføring udgives af foreningen Dansk Markedsføring, som har vokseværk og investerer i kvalitetsjournalistik som en hjørnesten i strategien. Derfor ansætter vi en journalist i en nyoprettet stilling.

Hvad skal du lave?

Som journalist på Markedsføring bliver du en del af et lille, ambitiøst hold på fire skrivende. Alle leverer både til magasin og net, så du vil veksle mellem at lave nyheder og længere journalistiske formater. Du får samtidig en afgørende rolle i at udvikle det nye Markedsføring med dine idéer og din energi.

Vi går op i det, vi laver, men vi har et fladt hierarki, hvor alle hjælper hinanden.

Hvem er vi på udkig efter?

Måske er du erhvervsjournalisten, som er vant til at se den gode historie i et regnskab eller skrive det portræt af en erhvervsleder, som hele branchen bare må læse? Måske er du fagjournalisten, som kan forvandle en tommetyk rapport til en skarp nyhed, skære bullshittet væk og give fem gode råd, som branchen kan lære af? Måske er du nyhedsjægeren, der er hurtig og vinder dine dagsordener?

Eller måske er du fortælleren, der åbner kilderne op og kan skrive en reportage, som er så indlevende, at vi slet ikke opdager, hvor kloge vi blev undervejs.

Det kan også være, du er noget helt andet. Det er selvfølgelig vigtigt, at du er en dygtig journalist, men det vigtigste er dine værdier: Vi søger en kollega, som er modig, kreativ, grundig og har integritet.

  • Du skal være modig, fordi du skal udfordre kilderne, traditionerne og chefredaktøren. Intet er helligt, og vi tror på, at eksperimenter og fejl er vigtige for at skabe et medie, som branchen ikke kan lade være med at læse.
  • Du skal være kreativ og grundig, fordi vi satser på kvalitet. Du skal lave journalistik til en branche, der emmer af kreative krølhjerner og professionelle formidlere, som har tårnhøje forventninger til det, vi laver.
  • Du skal have integritet, fordi det er den allervigtigste kompetence for os. Du er ordentlig og fair, også når du skriver kritisk.

Lyder det som dig, så vil vi meget gerne have din ansøgning!

Hvad skal du sende til os?

-En motiveret ansøgning, som overbeviser os om, hvad du kan, og hvorfor vi er et perfekt match.

-Dit CV.

-En journalistisk historie, som du er stolt af at have lavet. Platform er underordnet.

-Et par gode idéer til konkrete historier om reklame- og marketingbranchen, som du drømmer om at skrive.

Hvis du har brug for yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte ansv. chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen på ama@markedsforing.dk eller 2924 1429.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 39. 

Jobtitel: Journalist

Jobtype: Fuldtid