Ansøgningsfrist : 16.01.2022

Gyldendal søger markedskonsulent til e-learning 

Brænder du for salg og får du energi af at skabe og vedligeholde kunderelationer?  Vil du være med til at styrke og udvikle et nyt forretningsområde for Gyldendal? Kan du formidle høj faglighed og sætter du en ære i at bringe den i spil? Så er det dig, vi leder efter.  

Vi søger en relationsskabende markedskonsulent til at sælge og markedsføre vores e-learning kurser.  

Som et helt nyt fokusområde udvikler Gyldendal e-learning til fagpersoner. Vi har eksempelvis kurser i hygiejne og medicinhåndtering til sundhedspersonale på plejehjem og bosteder. Lige nu har vi fokus på social- og sundhedsområdet, men på sigt vil vi også bevæge os ind på nye markeder. 

Du bliver en del af et stærkt og engageret team, som arbejder ihærdigt med at formidle fagligt funderet indhold, der engagerer modtageren gennem relevant og praksisnært indhold, lækker grafik og interaktive løsninger. Det betyder meget for os, at vi leverer et reelt bidrag til kompetenceudviklingen af landets fagpersoner. 

Vi sætter en ære i gode og vedvarende kunderelationer. Vores kunder er blandt andet kommuner, regioner samt en lang række store og små aktører.   

Din rolle bliver at skabe og optimere salg, udbrede kendskabet til og brugen af e-learning og servicere kunder på bedste vis for at sikre, at Gyldendal e-learning vælges som den foretrukne samarbejdspartner. Dit geografiske arbejdsområde dækker hele Danmark, hvilket betyder, at du efter behov selvstændigt skal kunne besøge kunder i hele landet. 

Du skal…  

  • Kunne drive en salgsproces fra start til slut med udgangspunkt i kundens behov  
  • Være opsøgende, tålmodig, nysgerrig og vedholdende med salg for øje  
  • Være god til at åbne døre og have et godt overblik over dine kunder  
  • Selvstændigt opbygge og vedligeholde netværk  
  • Planlægge og gennemføre kundebesøg fysisk eller online  

Du har…  

  • Masser af drive og initiativ, da flere af målgrupperne skal opdyrkes for første gang  
  • Lyst til og solid erfaring med opsøgende relationssalg og netværkspleje 
  • Minimum 3-5 års erfaring og organisationsforståelse fra det offentlige eller private arbejdsmarked  
  • Gode kommunikations- og formidlingsevner, både mundtligt og skriftligt  
  • Gerne erfaring indenfor det sundhedsfaglige eller sociale område 

Du får…  

  • Et spændende job med stor indflydelse i et travlt og uformelt miljø  
  • Mulighed for at være med til at udvikle et nyt indsatsområde i Gyldendal 
  • Stor frihed til at skabe resultater  
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling  
  • Et arbejde, der vil komme til at gavne mange mennesker og fremme kompetenceudvikling 
  • Samarbejde med de bedste kollegaer og fagfolk i branchen 

I Gyldendal Uddannelse udvikler og udgiver vi analoge og digitale uddannelsesmaterialer til danskere i alle aldre. Vores mål er at udbrede viden og kundskaber til alle og enhver. Vi bygger bro mellem teori og praksis. Vores e-learning er tiltænkt fagpersoner, som har behov for efteruddannelse. Det, der er vigtigt for os er, at vi leverer digital læring af høj faglig kvalitet, som engagerer og motiverer kursisten. Vi sørger for, at indholdet matcher målgruppen. Og vi sikrer en høj didaktisk kvalitet uden at tabe blikket for de faglige nuancer.  

Vi har kontor i København, Aarhus og Sønderborg. Arbejdsstedet kan derfor aftales efter din bopæl. 

Vil du vide mere?  
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte salgschef Christina Ingemann på mail: maci@gyldendal.dk  

Ansøg   
Send din ansøgning og CV via linket nedenfor. Vi indkalder løbende til samtaler.  
Tiltrædelse snarest muligt i fuldtidsstilling.