Ansøgningsfrist : 01.12.2022

Har du lyst til at arbejde med en bred vifte af grafiske opgaver i en spændende politisk organisation? Er du positiv i din tilgang til andre mennesker, og gemmer du på et overflødighedshorn af kreative ideer? Så vil vi rigtig gerne høre fra dig.

”Du kommer til at varetage en særlig stilling her, da størstedelen af dine tætteste kollegaer i afdelingen arbejder med at planlægge veje og anden infrastruktur – det bliver din vigtigste opgave at få deres ideer visualiseret på tryk og i grafik,” fortæller afdelingsleder Karsten Kirk Larsen.

Hos os kommer du til at indgå i et eksisterende team med to andre grafikere, og du vil få en bred kontakt til hele organisationen og til eksterne samarbejdspartnere.

Du bliver en del af Vejplan- og Miljøafdelingen, som består af 38 medarbejdere, som beskæftiger sig med planlægningsprojekter i hele landet. De fleste af os arbejder i København, men vi har også kollegaer i Skanderborg og i Aalborg. Vi har en åben og god dialog samt en god portion humor i hverdagen.

Din fornemmeste opgave bliver at sikre, at vores ambitioner om professionel, nytænkende og dialogskabende kommunikation kommer ud over rampen. 

Dette betyder i praksis, at dit grafiske arbejde kommer til at cirkle om vores store planprojekter, hvor du kommer til at arbejde med afrapportering, tekniske facetter og opdateringer af projekthjemmesider.

Dine nye opgaver inkluderer:

  • Sikre tydelig formidling af planlægningsundersøgelser
  • Layoute publikationer både til tryk og web
  • Fremstille kortmateriale
  • Udvikle infografikker
  • Designe materiale til udstillinger
  • Redigere billeder til bl.a. hjemmesider
  • Opdatere websider, herunder opsætning af nye sider
  • Fremstille annoncer – både trykt og online
  • Håndtere logistik omkring fotobestillinger
  • Deltage i kreative processer i forbindelse med idégenerering, konceptudvikling og kvalitetssikring af visuelt udtryk
  • Diverse grafiske ad hoc-opgaver

Hvad har du med i rygsækken?

Vi ser gerne, at:

  • du er udlært grafiker/mediegrafiker, grafisk designer eller lignende
  • du elsker alt, der er kreativt, og du er bedst, når dine visuelle evner kommer i spil
  • du har et æstetisk og grafisk blik til både tryk og skærm –  med øje for layout i sin helhed og i de små detaljer
  • du er struktureret og sætter en ære i at overholde deadlines
  • du er hjemmevant i Adobe Creative Cloud. Vi arbejder med Adobe pakken, hvorfor det forventes, at du kan begå dig bedre her end i Word og Excel.

Du skal have lyst til at arbejde med projekter i en politisk sammenhæng og trives med at arbejde ud fra en designmanual for sikre en rød tråd igennem al kommunikation.

Det er kun et plus, hvis du har flair/erfaring for digitale medier, webtilgængelighed og CMS-systemer.

Om os

I Vejdirektoratet planlægger og styrer vi nogle af landets største infrastrukturprojekter. Vi skaber sammenhæng for de mange trafikanter, der hver dag benytter statsvejene. Det gør vi ved at udvikle, planlægge og anlægge infrastrukturen.

Vi er en styrelse under Transportministeriet og ansvarlige for statens veje. Det vil sige motorveje, motortrafikveje, en stor del af landevejene samt mange af landets broer.

Løn- og ansættelsesvilkår – mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage

Du får løn efter overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg i forhold til dine kvalifikationer.

Vejdirektoratet har en flekstidsordning og sigter efter en god balance mellem arbejdsliv og fritid. Der er også mulighed for hjemmearbejde, hvis opgaverne tilsiger det.

Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil blive ansat i Vejdirektoratet i Vejplan- og Miljøafdelingen, med tjenestested i Carsten Niebuhrs Gade 43 i København.

Læs mere

Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Karsten Kirk Larsen på tlf. nr. 25273481 eller kkl@vd.dk eller grafiker Tina Dilling Petersen på tlf. nr. 7244 3619 eller tdp@vd.dk

Er du interesseret?

Send din ansøgning senest den 2. oktober 2022. Vi forventer at afholde samtaler den 10. oktober 2022.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter.

Vejdirektoratet ønsker at afspejle det omgivende samfund i medarbejdersammensætningen og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.