Ansøgningsfrist : 07.08.2022

Undskyld, men vi kan ikke rigtig se dig.

Vi kunne kalde det en Senior Art Director. Måske ligefrem en Creative Director. Men hvor er du?

Måske følger vi ikke godt nok med i lokalavisen for reklame og omegn. Måske var der mangler i credit-listen fra sidste prisuddeling. Måske er der en kreativ direktør, der skygger. Det sidste vil ikke være tilfældet her. For vi tror ikke, at dygtige kreative har brug for en kreativ direktør. Vi tror, de har brug for skræmmende meget ansvar. Og kvalmende meget opmuntring. For ideer er skrøbelige. De undfanges hverken af stress eller pres, men af nysgerrighed, naivitet og intelligens. Og vores arbejde er at få ideer. Værktøjskassen rummer både antropologi, filosofi, schweizergrafik og Pippi Langstrømpe. Men det handler altid om at slå forudsigeligheden ned bagfra. Om at spørge sig selv og hinanden, hvad der er nyt, overraskende, aldrig set før.

Men er det ikke bare reklame? Jo, reklame og det, der er sværere. Mensch har en særlig position indenfor strategisk og kreativ rådgivning af nogle af Danmarks største, mindste og mest interessante virksomheder.

Sammenholdet består af skøre kugler, stærke kreative personligheder og lynende kompetente konsulenter. Branding, purpose, kultur, politik og polemik. Du skal kunne det hele. Med erfaring nok til at give ro i maven, og nysgerrighed nok til at vende verden på hovedet. Den ambition er vi ret sikre på, at vi deler med dig, der læser disse linjer. Men vi deler sikkert også en vis stolthed. Og det ville selvfølgelig være bedre, hvis vi kontaktede dig.

Men hvordan gør vi det, når vi ikke kan se dig?

Måske kunne du skrive en fortrolig mail om dine kvalifikationer inkl. link til din portfolio til managing partner Christina Tønnesen. Hun kan rammes på ct@mensch.dk