Erfaring

Mads har i snart 20 år siddet i lederstillinger i nogle af Danmarks største mediebureauer. I 1999 blev han International Media Director hos OMD, men skiftede i 2004 til Initiative Client Service Director. Mads’ karriere i Dentsu Aegis Network-regi startede i 2005 hos Carat, hvor han i 2011 blev Nordic CEO. Han har siddet i sin nuværende stilling som CEO for Dentsu Aegis Network Denmark siden 2014.

Motivation

Som CEO for Danmarks største mediebureaugruppe er det ikke overraskende, at Mads Bredal igen er på The M List. Mads udviser stor vilje og evne til at tænke visionært bl.a. med etableringen af Dentsu X, som markerer sig hårdt inden for rådgivning af kunderejsen på paid og owned media. Det afspejler en leder, som ikke lader en stor organisation stå i vejen for innovation og kommerciel nytænkning. Mads udnytter sin skarpe faglighed og forståelse for mediebranchen til at placere sit bureaunetværk strategisk stærkt i markedet, og foruden at være en organisation i vækst, kan Dentsu Aegis Network Denmark også bryste sig af tre førstepladser ved årets MyImage-undersøgelse. Det er en virksomhed, som har talent for at stille skarpt på kundens behov og levere gode resultater – noget der skal tilskrives Mads’ evne til at lede og innovere.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

Det er helt sikkert, at det igen i år er lykkedes os at vækste Dentsu gruppen markant, og runde 500 medarbejdere i Danmark. Vi er lykkedes med at sætte data i centrum for strategi og planlægning i vores bureauer. Herudover lykkedes vi med at vinde førstepladsen i to ud af tre kategorier i MyImage analysen med Carat og Magnetix.
HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?
Jeg ville gerne have sat mere fokus på hvad branchen og specielt mediebureauerne gør for at støtte annoncørerne i deres jagt på mere effekt.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

Det er udnyttelsen af Marketing Technology både for os selv og for vores kunder. Martech vil fylde meget på vores agenda i 2019, både internt og eksternt overfor kunderne.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Min rolle vil ikke ændre sig, det er indholdet på agendaen, som ændrer sig. Vores kunder bliver hele tiden udfordret af stigende konkurrence og krav om øget effektivitet, uden at det betyder større budgetter eller ressourcer.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Jeg synes & Co. bliver ved med at gøre det rigtigt godt. Og jeg kommer til at savne Mona Juel, som skal i politik fremfor at være en markant person i vores branche.

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

Så skal Dentsu lykkedes med at sætte sig på Martech agendaen, og vi skal fortsætte vores fremgang inden for data. Vores mediebureuer skal igen markere sig i markedet, og så vil jeg gerne lykkedes med at øge antallet af medlemmer i Dentsu-familien. Men først og fremmest vil jeg gerne have det sjovt og udvikle mine kolleger og mig selv.