Erfaring

En lang bureaukarriere blev for Rolfs vedkommende påbegyndt i 1994, da han kom til CIA Mediacentralen som Client Service Director. De følgende år var han forbi Envision og Mediabureauet. Da sidstnævnte i 2003 blev købt af Carat, blev Rolf Direktør/Business Manager for Aegis Media/Carat. Siden 2011 har han været CEO for Uncle Grey, og kan samtidig kalde sig CEO for GREY Danmark og Group Nordic.

Motivation

2019 var et spændende år for Rolf Bach Christensen og kumpanerne i GREY-gruppen herhjemme. Året startede med opkøbet af designbureauet Low Studios og dermed en solid oprustning på de kreative kompetencer i huset. Et åbenlyst konkurrenceparameter i branchen i dag. I sommermånederne tiltrak bureauet sig opmærksomhed med stærke kampagner for især en del af Carls- berg-porteføljen. Og årets afslutning bød på yderligere konsolidering i Uncle Grey med ”ministerrokade” til følge og et klart signal om intern transparens. Kort og godt har Rolf sikret et tårnhøjt eksekveringsniveau samtidig med, at han har formået at kigge indad i bureauet, styrket vigtige kompetencer og sat en tyk streg under, at hos Uncle Grey vil man frem i køen. Rolf’s solide lederegenskaber og altid høje niveau sikrer ham igen en plads på The M List.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

Vi har truffet nogle store beslutninger i 2019 om at reorganisere Uncle Grey og endvidere tilføre supplerende discipliner indenfor Public Affairs & Public Relations, Design og ikke mindst Production. Det synes jeg, vi som bureau indtil videre er lykkedes rigtig godt med.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

2019 har på mange måder været et år, hvor der er blevet restruktureret i flere af de bureauer, jeg er involveret i. Jeg ser således frem til at kunne kigge fremad igen og forhåbentlig se positive resultater af de beslutninger, vi har truffet og eksekveret på i år.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Den ændrer sig ikke markant fra tidligere år: Være medvirkende til at vi har et attraktivt bureau, der sammen med vores kunder laver kreative løsninger, som igen skaber positive forretningsresultater. Det øver vi os på hver dag…… hvert år.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Egentlig ikke synderligt meget. Vores nordiske bureauer arbejder væsentlig mere sammen nu, og det regner jeg egentlig med vil eskalere yderligere.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Det påvirker vores kunder og dermed naturligvis også de løsninger, vi kommer til at skabe sammen med dem.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Min gamle chef, Henrik Jensen, der har begået en rigtig fin bog omkring værdien af langsigtet branding og herunder værdien af tv-mediet på mediaplanen. Temaer der igennem de seneste år begge er blevet sat i baggrunden pga. datatilbedelsen. En begavet fyr og et ordentligt menneske. Derfor!