Erfaring

Jesper startede for alvor karrieren, da han i 2008 blev ansat hos Creuna som Project Manager og senere som Area Manager. Han rykkede derefter til Valtech i 2010, hvor han først sad som Team Owner med ansvar for Valtech Danmarks Sitecore-afdeling og senest som Business Director, Digital Marketing & Commerce. Jesper sidder i dag som CEO for Agillic.

Motivation

Som CEO for det fremadstormende MarTech-firma Agillic har Jesper Valentin Holm i den grad været med til at udfordre det danske bureaubillede og givet en forsmag på, hvordan kunstig intelligens kommer til at forme fremtidige marketingindsatser. Jesper og hans team har i 2018 bl.a. vist, hvordan data og et kundefokuseret omnichannel-perspektiv og ikke mindst kunstig intelligens kan bruges til at skabe stærke, personaliserede kundeoplevelser, der resulterer i både øget loyalitet og profit. Dertil har Agillic løftet omsætningen og udvidet kundeporteføljen, samt indfriet de ambitiøse vækstmål for 2018. Agillic viser tænder i et konkurrencepræget marked, og det at skabe så flotte resultater, kræver en leder med både strategisk overblik og innovativt mindset, hvilket Jesper i den grad har. Han fortjener derfor en plads på The M List 2019.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

Børsnoteringen af Agillic. Vi fik funding til vores vækstplaner, og vi fik samtidig en fantastisk eksponering.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Jeg ville gerne have brugt mere tid med kunderne. Det er i forståelsen af, hvad der i detaljen gør en forskel, som gør, at vi kan skabe en platform, som er den bedste og mest relevante.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

Vi skal have stor træfsikkerhed i vores salgsarbejde og er her helt afhængige af, at marketing er knivskarpe på at positionere Agillic i et crowdet martech- space og kvalificere de rigtige prospekts. Det har vi været dygtige til i Norden – nu skal vi ud i verden.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Vi kommer fra en klassisk opportunity-drevet approach, som har været en stor succes for at få gang i væksten. Nu forstår vi vores position og styrker og kan tage vækstplanen til det næste niveau, hvor vi for alvor sætter ild under internationaliseringen. På den måde ændrer min rolle sig til blive mere KPI-drevet og mindre eksplorativ.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Peter Schlegel fra Responsive. Fantastisk flot turn-around af et bureau der stod i en vanskelig situation, og som nu har leveret nogle meget ambitiøse og spændende løsninger, fx sammen med Zvi Goldstein og Interflora, hvor AI og NPL bliver en reel business driver. The future of marketing!

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

At vi sætter yderligere blus under væksten, og at en væsentlig del af væksten kommer fra nye markeder. At vi lykkes med fortsat at udvikle vores bureaupartnerskaber og ser vores AI- og Madtech (owned-meets-paid) skabe resultater for bureaupartnere og kunder.