De fortsætter med at have god vind i sejlene hos reklamebureauet Advance, og nu opruster bureauet igen. Denne gang på strategi-fronten – og med en ny projektleder.

Som ny Client Service Director har Advance således netop hentet Ann-Louise Rosen ind i huset. Hun kommer senest fra en tilsvarende stilling hos Ogilvy og har desuden erfaring med i bagagen fra Danske Bank og Kunde & Co.

Og det er et rigtigt godt miks, lyder det fra adm. direktør Claus Wittenborg fra Advance:

- Ann-Louise kommer med en stærk rådgivningsbaggrund fra Ogilvy og Kunde & Co og har været vant til at lave strategisk forankrede løsninger for både danske og internationale kunder. Hun kender til komplekse problemstillinger, som kræver stor forretningsmæssig forståelse. Senest har hun bl.a. arbejdet med Haldor Topsøe, Arbejdernes Landsbank og Coloplast, siger han og tilføjer:

- Med 3,5 år på kundesiden hos Danske Bank har Ann-Louise samtidig en unik indsigt i kundernes virkelighed, som kommer vores kunder til gode.

Træder ind i ledelsen

Ann-Louise Rosen indtræder også i den daglige ledelse hos Advance, hvor hun får ansvaret for at styrke bureauets position i markedet.

Selv begrunder hun valget af Advance således:

- Fra den allerførste snak med Claus og de øvrige partnere har jeg haft en god fornemmelse. Det tiltaler mig, at der er en stor skare af virkelig dygtige seniorfolk. Samtidig er bureauets fokus på at binde både strategi og kreativitet sammen på tværs af kanaler i tråd med det, jeg tror kunderne har brug for. Så selvom jeg har været utrolig glad for mine år hos Ogilvy, så er det lidt følelsen af at komme hjem.

Også ny projektleder fra Ogilvy

Samtidig med ansættelsen af Ann-Louise Rosen har Advance hentet en ny projektleder ind – i øvrigt også fra Ogilvy.

Det drejer sig om Tina Lund, som desuden har erfaring fra bl.a. Adtomic og Kunde & Co.

Og med bl.a. LEGO, Coloplast, Widex og Johnson&Johnson på listen over faste samarbejdspartnere kommer Advance til at få masser af glæde af Tina Lunds erfaring i at håndtere store internationale kunder.

Sofie Svarre, partner og ansvarlig for Advance projektledere, siger:

- Stærk projektledelse er en forudsætning for, at vi som bureau kan håndtere kunder med høj kompleksitet, hvilket er en fællesnævner for mange af Advances kunder. Specielt når der er tale om internationale virksomheder med mange stakeholders kræver det den erfaring og gennemslagskraft, som Tina kommer med.