Bureauet Sunrise har indgået et samarbejde med rederi- og shippingvirksomheden Hafnia Tankers om udviklingen af en ny international brandplatform.

Den skal styrke Hafnia Tankers, der blev grundlagt i 2010, og derfor er en ung virksomhed i shippingforstand.

Ikke desto mindre er det danske rederi på få år blevet en markant spiller i markedet. I dag opererer Hafnia således en af de største flåder af tankskibe på verdensplan, hvor de sejler en stor del af konkurrenterne agterud.

- Vi er vokset non-stop, siden vi startede, så vi i dag er over 70 medarbejdere fordelt mellem Danmark, USA og Singapore, siger Mikael Skov, CEO i Hafnia Tankers.

- I takt med at vi har nået den størrelse, er der ingen tvivl om, at det kræver et stærkt brandingmæssigt fundament såvel internt som eksternt. Derfor er valget faldet på Sunrise.

- De udviste en solid forståelse for vores marked og de væsentligste business drivers. Qua dette kunne de med stor præcision pin pointe de brandstrategiske faktorer, der kan styrke vores position i markedet, så vi får skabt en endnu mere bæredygtig platform for vores fremtidige vækst, siger Mikael Skov.

Indsigter og gode historier

Nu handler det ifølge partner og direktør i Sunrise, Simon Hertz, om at få defineret Hafnia brandet og dets potentiale og dermed komme ud og fortælle de mange gode historier, der er om Hafnia.

- For os er det altid interessant at få lov til at arbejde med kunder som Hafnia, der viser en kontinuerlig vækstcase og samtidig har tilsvarende store ambitioner, og hvor vi kan være med til at indfri dette potentiale, siger han.

Projektet er båret af en solid vægtning på indsigts- og analysefasen, hvilket skal sikre et bæredygtigt grundlag for udviklingen af den nye brandplatform.

Erfaringer der gavner

Hafnia Tankers er en af de seneste tilføjelser til Sunrises kundeportefølje, der også tæller flere andre shippingvirksomheder som WECO, Coach Solutions og Fortuna Seaside.

Det glæder Simon Hertz i mere end en forstand:

- Vi har over en årrække opbygget, udvidet og bevist vores indsigter og kompetencer i relation til denne branche – som også vil komme vores fremtidige kunder til gavn, slutter han.