Det er ved at være noget tid siden, danskerne hyggede sig med Storebælts-Sanne og Ib & Ib.

Begge dele meget iøjnefaldende trafik-drivere til Storebæltsbroen.

Men in-your-face- eller slapstick-humoren får nu en afløser, og det har MediaCom og Boye & Spellerberg udviklet, en helt regulær ”marketing- og kommunikationsstrategi, der skal øge fritidstrafikken over Storebælt”, lyder det fra parterne.

– Kommunikationen vil flytte fokus mere i retning mod det, der rent faktisk øger lysten til at bruge broen – nemlig de mange oplevelser, der gemmer sig på den anden side.

Integreret kommunikation

Strategien vil udmønte sig i en integreret kommunikationsindsats, der i alle led skal inspirere danskerne og give dem endnu mere lyst til at tage turen over bæltet.

– Vi har været glade for den interesse, der var for vores udbud, og valget stod mellem fem kompetente tilbud. I sidste ende stod det dog klart, at det var MediaCom og Boye & Spellerberg, der leverede både det bedste strategiske oplæg og den mest sammenhængende kommunikationsplatform.

– Oplægget giver os samtidig mulighed for i højere og højere grad, at udnytte de digitale platforme fremadrettet og levere relevante tilbud og kommunikation til alle danskere, siger Tine Kirk Pedersen, Markedsdirektør i Sund & Bælt.

Samarbejdet hviler på en fælles overbevisning hos de vindende bureauer om, hvordan man skaber de bedste resultater for kunderne:

– Vi er utroligt glade for den tillid, som Storebælt har vist os ved at vælge vores konstellation som fremtidig samarbejdspartner. For MediaCom er det kulminationen på et samarbejde, som har udviklet sig år for år, og nu tager vi næste skridt og inkluderer den overordnede kommunikation, siger Morten Kristensen, CEO, MediaCom.

– Vi kender Boye & Spellerberg godt, og vi har fundet en form at arbejde sammen på, hvor vi holder fokus på slutresultatet og glemmer de traditionelle roller. I dette tilfælde er det os, der er leadbureau, men hvor banalt det end lyder, så arbejder vi sammen som ét team og ikke to forskellige bureauer.

Glæde hos Boye & Spellerberg

Peter Boye og Bjarne Spellerberg har haft en glimrende start på deres fælles rådgivning, og de to er naturligvis også glade for at lande endnu en meriterende kunde:

– Super spændende opgave at skulle hjælpe Storebælt med deres kommunikationsstrategiske udfordringer og levere på deres kommercielle og kommunikative målsætninger, siger Bjarne Spellerberg, partner hos Boye & Spellerberg og tilføjer: Men også vanskelig.

– Vi skal motivere en befolkning, der elsker og har råd til at rejse ud af landet til at overveje at blive på danmarkskortet, når de skal på weekend eller ferie i bilen, slutter Spellerberg.

Det nye univers er først synligt til foråret.