En ny kampagne, der ruller ud over sommerlandet fra omkring april, skal fortælle unge festglade danskere, at det ikke er nødvendigt at vade i hegnet for at opnå følelsen af en rus - musikken i sig selv er nok.

Afsenderne af kampagnen er Sundhedsstyrelsen, Roskilde Festival og Dansk Live, og parterne har nu valgt bureau-duoen Zupa og Volume som de bureauer, der skal skabe det kreative koncept og eksekvere kampagnen.

De to bureauer har sådan set længe delt adresse - og også tidligere samarbejdet - men det er første gang, de sammen har vundet et stort offentligt udbud som den rusmiddelforebyggende kampagne Music Against Drugs.

Udløser dopaminer
Kampagnens overordnede koncept er Under the Influence of Music - og udgangspunktet for det kreative koncept er, fortæller Flemming Holm, kreativ direktør og partner på Zupa, fundet i den neuro-videnskabelige effekt, som musik kan have på dem, der lytter til musik.

Thi musik kan udløse dopaminer i hjernen på samme måde som lækker mad, sex, og ja, rusmidler, og derfor kommer kampagnen da også til at køre med et underbudskab, der lyder: Lad musikken være din rus og få det hele med.

- Vi har ingen løftede pegefingre. Vi har tværtimod fokus på, hvad musikken kan gøre – og det er planen, at vi vil bevise effekten, når vi fx live-transmitterer musikkens indflydelse, siger Flemming Holm.

Og hos den anden del af vinder-duoen, Volume, føles sejren også som sød musik:

- Vi er ekstremt glade for at have vundet udbuddet her, fordi det handler om at mødes i og omkring musikken – og fordi vi rent videnskabeligt dokumenterer, hvad musik betyder for os, der lytter, siger Martin Buck Hegaard, CEO & partner på Volume.

Kompetente partnere
Hos Dansk Live, som sammen med Sundhedsstyrelsen og Roskilde festival står bag den rusmiddelforebyggende kampagne, glæder Maren Astrup, Kommunikations- og souschef, sig over det nye samarbejde:

- Dansk Live er glade for at få så kompetente og musikkyndige samarbejdspartnere på kampagnen. Vi er overbeviste om, at de kan skabe en stærk, rørende og interessant kampagne, centreret om det det hele handler om: den gode musikoplevelse, siger hun.

Under the Influence of Music skal hen over sommeren ud at leve på lang række festivaler og spillesteder landet over, og den skal ramme både det unge publikum og deres forældre - men også barpersonalet på festivalerne og spillestederne, som skal være med til at begrænse alkoholforbruget blandt unge under 18 år.

Årets indsats involverer også et langt større digitalt fokus, og engagerende, digitale elementer bliver en væsentlig del, når det vigtige budskab skal deles.

Zupa og Volume har tidligere arbejdet sammen om projekter og kampagner, som fx: MØ x Microsoft, Local Heroes, Fremtidens Musikbibliotek, Tuborg Musikhjælp og Jabra og Karrierekanonen.