En af Skandinaviens største grafiske virksomheder, Stibo Printing Solutions, er blevet til Stibo Complete, og har i samme omgang fået ny kommunikationsplatform og ny visuel identitet.

Det er bureauet Superego, der står bag re-brandingen af trykkerigiganten og dermed et opdateret visuelt udtryk i alle kontaktpunkter, der skal sikre, at brandet kommer til at stå stærkt i hele Skandinavien.

Og der er tilfredshed med resultatet hos Stibo Complete:

- Superego har været en fantastisk partner i det forløb, vi har været igennem med at opbygge vores nye, samlede brand. De har med kreativ og værdifuld rådgivning været den sparringspartner, vi havde behov for, siger adm. direktør for Stibo Complete, Søren Henriksen, og tilføjer: 

- Superego har udfordret os og rykket os, lige fra den indledende dialog omkring opgaven til en hurtig og målrettet eksekvering i alt fra vores nye navn over den visuelle identitet til vores nye, helstøbte website.

Rebrandingen følges op med løbende on- og offline markedsføring, der bl.a. omfatter Social Media Marketing og AdWords-annoncering, lyder det fra Stibo Complete, der bl.a. rummer brands som Color Print, Stibo Graphic, Scanprint, Stibo Media og Sörmlands Printing Solutions.

Stibo Complete er en del af Stibo-koncernen, som oprindelig blev grundlagt i 1794 som Aarhus Stiftsbogtrykkerie.

Gennem årene har virksomheden udviklet sig fra at være et traditionelt trykkeri til i dag at være en virksomhed, der beskæftiger sig med grafiske processer, produktion og software - samt design, udvikling, produktion og distribution af fysisk marketingmateriale.

Koncernen består i dag af Stibo Systems, CCI Europe og Stibo Complete.