I foråret blev Livjægergade 17 på Østerbro et bureau rigere, da folkene bag Fireball besluttede at splitte selskabet op i to selvstændige bureauer.

Det nye bureau på adressen har fået navnet Eiffel, og bag det står tre stærke brancheprofiler: Janus Hansen, Tobias Høgsberg og Tom Lundquist.

– Det har været en lykkelig skilsmisse, siger Tom Lundquist om fissionen, der betyder, at Fireball og Eiffel i dag stadig bor under samme tag, men er to separate selskaber, både hvad angår kunder, ejerskab, økonomi og ledelse.

Samarbejdet er dog fortsat tæt på specifikke kunder, og netop ordet samarbejde er i det hele taget centralt for Eiffels tilgang til tingene.

– Vi har ingen ambitioner om at være et traditionelt full service bureau. Det giver mere mening at kalde os et full collaboration-bureau, for det er det, vi er gode til – at samarbejde – og det er også dér, vi adskiller os fra andre bureauer, siger Tobias Høgsberg og fortsætter:

– Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i samarbejde mellem specialister på forskellige områder. Vores kompetence ligger i som lead på strategien og den kreative idé, at lede og aktivere kompetencer og samarbejdspartnere, og få dem til at spille sammen, så det hele går op i en højere enhed for vores kunder.

Tom Lundquist tilføjer:

– Vi har meget tættere samarbejder med vores kunders øvrige bureaupartnere, som fx PR-bureauer og mediabureauer, end vi nogensinde har haft, og det er præcis en af vores styrker.

Full service er ikke os

Er full service-tankegangen reelt død?

– Ligefrem død er nok en lovlig voldsom udmelding. Jeg er sikker på, modellen fungerer fint for nogle bureauer, men det er ikke sådan, vi ser os selv. Jeg mener, et reklamebureau bliver nu engang aldrig lige så god til at udvikle større digitale projekter og e-commerce platforme som et digitalt bureau, der ikke laver andet – heller ikke selv om de selv siger, de er det, siger Tobias Høgsberg.

Og som Janus Hansen peger på, så er det centrale i alt, hvad bureauet gør og tænker, at skabe værdi for kunderne.

– Der er meget få aktører i markedet, der er dygtige til at skabe kreative ideer, der brænder igennem, samtidig med at de har forretningsforståelsen. Nogle er stærke kreative, andre stærke strateger, og der hvor vi synes, vi har en rolle at spille, er som det stærke strategiske og kreative lead, der evner at lukke andre specialist-kompetencer ind, således at løsningerne altid lander i brandet og skaber værdi for kunderne, siger han. 

Solid portefølje

Og værdi skaber de uden tvivl, for de rundt regnet 10 folk på det unge bureau har en stærk kundeportefølje at vise frem.

Særligt er finanssektoren stærkt repræsenteret med virksomheder som Alka, PFA, Nordea-fonden og PenSam, men også andre store kunder, som Vestforbrænding, samt en række mindre virksomheder og start-ups, som Kadeau, Tetris, Reelight og Art Frankly sætter pris på Eiffel-profilernes kompetencer.

– Få nye bureauer kan prale af så mange fine finansielle virksomheder på kundelisten. Det er der en grund til. Vi er dygtige til at gøre det indviklede enkelt, ligesom at vi forstår, hvad der skal til for at gøre lavinteresse kategorier relevante og nærværende, lyder det fra Tom Lundquist, der også kan afsløre, at der er en dugfrisk Alka-kampagne på vej inden så længe.

Og helt i tråd med den beskrivelse, de tre partnere har givet af deres bureau, lanceres den nye Alka-kampagne i samarbejde med bl.a. Help PR, Be On, Orchestra og ikke mindst Alkas egen marketingafdeling.

Selv opererer de tre Eiffel-partnere med udtrykket ”et nyt perspektiv”:

Det handler om personer

– Vi omsætter indsigter i mennesker og den verden, de lever i, til intelligente, kreative løsninger, der på nye og anderledes måder skaber opmærksomhed og engagerer målgruppen. Vi kalder det ”idéer, der kan rejse”  – engagerende og deleværdigt indhold. Ambitionen er altid at præsentere vores kunder for det, vi kalder et nyt perspektiv, siger Tobias Høgsberg.

Og som Janus Hansen siger, så handler mange bureaurelationer i dag om personer.

– I vores branche køber man personligt talent, men du er aldrig bedre en det seneste stykke arbejde, du har skabt. Det, vi er gode til, er at hjælpe med at opnå forretningsmål – og så tør vi udfordre og tale om et nyt perspektiv.

Men der er lige en lille ”detalje” mere, som man ikke må glemme, lyder det fra Tom Lundquist:

– Vi er altså også sammen, fordi vi godt kan lide hinanden. Vi svinger godt sammen, og jeg kan nærmest ikke huske, det har været så sjovt at gå på arbejde. Og den arbejdsglæde smitter også af på kunderne.

Og navnet Eiffel – hvor kommer det fra?

– Altså, først kom det sig egentlig af, at vi sad på Eiffel Bar på Christianshavn og talte om vores tanker og ideer over en øl. Og vi kunne lide associationerne i navnet: Dels til Eiffeltårnet, hvor du er højt oppe og har overblik og udsyn. Og dels til manden bag tårnet, Gustave Eiffel, som jo var ingeniør og arkitekt, men som jo i dén grad evnede at levere netop et nyt perspektiv.

De står bag Eiffel

Janus Hansen - Konceptudvikler og kreativ direktør, der har vundet en lang række priser for sit arbejde, heriblandt Cannes Lions, One Show, Creative Circle, Clio og Epica. Janus udgør på Eiffel den kreative ledelse sammen med Tom Lundquist.

Tom Lundquist - Tekstforfatter og kreativ direktør og en af branchens mest erfarne kreatører. Han stiftede sit eget bureau Bitsch&Lundquist, som i 2012 mergede med Fireball. Tom udgør på Eiffel den kreative ledelse sammen med Janus Hansen.

Tobias Høgsberg - Administrerende direktør har 10 år erfaring i branchen, som både kontaktdirektør, strategisk- og digital planner. Udover fem år på Fireball, har han en fortid på Bates Y&R, Hello Group, og senest Advance.

Du kan besøge det nye bureau her.