Når de største skibsmotorer får akutte skader, er det Metalock Denmark, der rykker ud og reparerer on-site. Virksomheden har siden 2008 været en del af MAN Diesel & Turbo – med et selvstændigt brand og egen identitet. Det er nu ændret.  

Nu er Metalock en fuldt integreret del af serviceorganisationen MAN PrimeServ og har derfor fået et nyt navn, MAN PrimeServ On-Site Recovery, der skal understrege tilhørsforholdet. Det skal markedet gøres opmærksom på, samtidig med at den globale brandposition skal styrkes. 

– Vi kunne måske bare have skiftet navnet og fortsat med business-as-usual, men vi har valgt at bruge navneskiftet som afsæt for en global indsats, der skal re-positionere vores services og kompetencer i et konkurrencepræget marked, siger Stig Holm, Head of Metalock Denmark.

Om bureauvalget siger han:

– Vi valgte Klausen + Partners til at hjælpe os med opgaven, som både omfattede navngivning, intern kommunikation og forankring samt ekstern markedsføring. De har dokumenterede kompetencer inden for kompleks global BTB, og det er præcis, hvad der er tale om her’. 

Der er et stort potentiale i markedet

Camilla Spliid, kontaktdirektør hos Klausen + Parters fortsætter:

– Metalock Denmark har i mange år været et kendt navn i marinebranchen. Men der er et meget stort potentiale for in-situ reparationer på f.eks. vindmøller, off-shore og i storindustrien.

– Det skulle vi selvfølgelig udnytte med den nye position, som også bidrager til at skabe kendskab på markeder, hvor virksomheden ikke allerede er kendt, siger Camilla Spliid. 

Kommunikationen, som skal styrke kendskabet og bringe nye leads sikkert i havn, er lanceret under temaet Completely Possibl’. Medierne, som både er online og offline bakkes op af stærk intern forankring.

De globale salgskontorer, som fremover skal stå for salget af On-Site Recovery, har samtidig fået nye salgsredskaber, der gør det nemmere at gå i dialog med markedet og skabe gode resultater.