De to bureauer Kernel og Simpatico smelter sammen i en fusion under navnet Kernel Simpatico.
En fusion, som umiddelbart giver mening, da begge bureauer dels har rødder i Aarhus og dels supplerer hinanden med kreative og strategiske kompetencer.
Simpatico har igennem 28 år gjort sig bemærket for sit arbejde med flere internationale BTB og BTC kunder, og siden 2005 har Kernel etableret sig som et strategisk funderet marketingbureau, som bl.a. løser opgaver for flere af de samme kunder som fusionspartneren.
– Vi har gennem alle årene haft stor respekt for hinanden og ønsket tillykke med hinandens succeser, fortæller Peer Brændholt, adm. direktør for Kernel, som fremover skal stå i spidsen for det nye Kernel Simpatico.
– Selvom vi har hjulpet kunderne fra lidt forskellige vinkler, har vi altid hver især været meget ambitiøse i forhold til, hvilken rolle marketing skal spille for en organisation. Derfor ser vi frem til at få et endnu stærkere fundament, når vi skal ud og fortælle kunderne om vores tilgang til meaningful marketing, forklarer Peer Brændholt.
Får flere muskler
– Vi har begge set nødvendigheden i at kunne favne lidt bredere, end vi gør i dag for at kunne leve op til markedets forventninger. En fusion giver os robustheden og bredden til at påtage os endnu større opgaver og styrken til at løfte rollen som lead-bureau. De større muskler gør os ganske enkelt i stand til i fremtiden at kunne foretage de rigtige valg og investeringer, tilføjer han.

For Jens Hjortshøj, adm. direktør for Simpatico, er fusionen ligeledes positiv, da bureauet, som han startede for 28 år siden, fremover kommer til at indgå i et både ambitiøst og robust setup.
– Hele organisationen styrkes med denne fusion, lyder det fra Jens Hjortshøj. Han fremhæver, at fusionen desuden kommer til at styrke bureauets enhed i Manchester og tilmed bureauet Brightside, som for nyligt blev erhvervet af Simpatico for at styrke bureauet inden for detail-området.
Det nye bureau får til huse i Simpaticos lokaler i Aarhus, og i København flytter man sammen i Kernels lokaler i Amaliegade. Michael Paterson bliver således kreativ direktør på tværs af de tre kontorer, som får Henrik Binzer som direktør i København, Paul Iddon i Manchester og Peer Brændholt i Aarhus, som ligledes bliver bureauets adm. direktør. Jens Hjortshøj fortsætter som arbejdende bestyrelsesmedlem og direktør i virksomheden.
Kernel Simpatico kommer fremover til at bestå af i alt 54 medarbejdere.
Læs mere om det nye bureau her.