Svenske Intellecta køber 60 procent af det danskbaserede digitalbureau Propeople, men det er langt fra første gang, at de bruger penge på en dansk investering.

I 2004 købte svenskere sig således ind i det danske design- og kommunikationsbureau Bysted.

– Som en del af Intellectas internationale og digitale vækststrategi har vi valgt at købe 60 procent af digitalbureauet Propeople Group ApS, der er en af verdens førende leverandører af digitalløsninger på CMS-platformen Drupal, lyder det fra Yann Blandy, der er administrerende direktør for Intellecta AB, i en pressemeddelelse.

Og han fortsætter: ”Købet af Propeople giver Intellecta langt større muskler til at levere digitale projekter. Købet giver også både Intellecta og Bysted kontorer i to BRIC-lande og adgang til nye markeder i USA og Østeuropa.”

Propeople – der bl.a. har allestedsnærværende Søren Pind i partnerkredsen – offentliggør også i dag det bedste finansielle resultat i virksomhedens 13-årige historie. Resultatet pr. 30. juni 2013 viser en omsætning på ca. 48 millioner danske kroner og ca. 6,5 millioner danske kroner i kombineret EBIT.

Intellecta, Bysted og Propeople Group har arbejdet sammen siden 2011 og har leveret fælles løsninger til bl.a. Visit Denmark og Københavns Kommune. Propeople arbejder også med store internationale kunder som Samsung, Egmont, AP Møller Mærsk, Pfizer og Stanford University.

Intellecta køber de 60 procent af Propeople i to trin. 51 procent i år og 9 procent i 2015. Købet ventes at blive gennemført i slutningen af oktober 2013.

Propeople vil “blive konsolideret i Intellectas aktiviteter” fra den første november 2013. Købsprisen er på 39 millioner danske kroner, og handlen forventes at give Intellecta en omsætning på mindst 50 millioner kroner om året.