Når sportsglade TV-seere i Mellemøsten og Nordafrika fremover tuner ind på AD Sports TV for at se fodbold, tennis, atletik eller andre sportsgrene, får de et flot stykke dansk arbejde med i købet.
Det danske motion design studio Frame.dk har nemlig igen været ”langt hjemmefra” for at kreere grafiske og animerede lækkerier for udenlandske kunder.
I det konkrete tilfælde står Frame.dk bag otte nye Channel ID’s eller identer – de små korte filmklip, typisk med logo, som udgør tv-stationernes visuelle identitet – for den mellemøstlige sportskanal, AD Sports TV.
– Opgaven kom igennem vores agent, som dækker Frame i Mellemøsten, og vores kunde igennem hele forløbet var et design studio i Mellemøsten, som hedder ”Les Folies Design Haus”, fortæller Thomas Bay, der er partner og Executive Producer hos Frame.dk.
Det danske team med instruktør Anders Schrøder i spidsen har skabt et nærmest ”syntetisk” og videospil-lignende look med ekstreme vinkler og knivskarpt fokus, og hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, det hele var computer-animeret.
Men for størstedelens vedkommende er det rent faktisk skabt med rigtige kameraoptagelser. Og så har post-processen været ganske krævende:
– Filmene blev skudt i december måned i Abu Dhabi og Dubai, og derefter stod den på post production i fem måneder. Holdet var fordelt på 15-20 mand, som bestod af kerneteamet fra Frame og et team fra Gimmick VFX samt Jimmy Falinski som klipper. Lydsiden blev eksekveret lokalt i Dubai, fortæller Thomas Bay.
Flere priser
Danske Frame.dk har tidligere kreeret indtil flere channel ID’s som disse – bl.a. for TV3 og Al Jazeera.
De danske motion design eksperter har da også vundet masser af internationale priser for deres overbevisende arbejde.
Så sent som sidste år blev det til ikke bare en, men to gange guld for titel-sekvensen til TV-kanalen Al Jazeeras amerikanske nyhedsflagskib America Tonight ved det internationale awardshow, Promax BDA Global Excellence Awards, i New York.
I marts i år vandt Frame.dk endnu en af slagsen – guld ved Promax BDA-prisuddelingen i Berlin i kategorien “Bedste Sports Promo” for en Superliga-film for danske TV3 Sport.
Og i sommer blev det til både guld og bronze ved det internationale awardshow BassAwards, der præmierer det bedste inden for motion design og 3D. Guldet gives for et co-brandet spot for Mobil1 og Porsche i kategorien ”Best Commercial”. Bronze-prisen gik til Superliga-introen, der også vandt Promax guld i marts.
Er det jeres internationale priser, der sikrer jer sådan et job?
– Vi blev kontaktet efter de havde set vores film for Porsche & Mobil1. Det har helt sikkert givet ro i maven, at vi har arbejdet med internationale kunder i denne liga. Desuden var de på udkig efter en instruktør, som var god til at mixe live action og VFX, hvilket Anders Schrøder er et perfekt bud på, siger Thomas Bay.
Forventer I flere opgaver fra samme kant ?
– Der har allerede været snak om nye identer, inden de var on-air, dog med andre sportsgrene. Så det håber vi meget på. Ellers håber og tror vi dog på, at disse film nok skal kaste andre og nye kunder af sig.
Nedenfor kan du se en Director Cut, hvor alle otte identer er repræsenteret, efterfulgt af en Behind the Scenes, hvor Dubai-bureauets kreative direktør, danske Anders Schrøder og flere andre fra teamet fortæller om arbejdet – samt Basket-identen i sin helhed.
Hvis du gerne vil se alle otte identer hver for sig, kan du gøre det på www.frame.dk
Directors Cut
AD Sports TV – Directors Cut from Frame. on Vimeo.
Behind the Scenes
AD Sports TV – Behind the scenes from Frame. on Vimeo.
Basket
AD Sports TV – Basketball from Frame. on Vimeo.