E-mail har længe været et populært element i den marketingprofessionelles værktøjskasse, da det er en effektiv måde at skabe såvel opmærksomhed som salg på.

Den efterhånden aldrende kommunikationsform er imidlertid ikke fulgt med udviklingen i den digitale annoncering, der i dag fx kredser om displaynetværk og målrettethed.

Det har det danske start-up Passendo tænkt sig at gøre noget ved, og virksomheden er derfor i luften med platform, der skal gøre det lettere at købe og sælge målrettede annoncer i nyhedsbreve.

Løsningen er et programmatic annoncenetværk for annoncører og bureauer, som vi kender det fra display ved RTB (Real Time Bidding), der gør det muligt for annoncører at byde på annoncepladser.

Langt mere målrettet

Passendo har aftaler på vej med flere af de største DSP'er i Norden og Europa, hvilket betyder, at det bliver relativt enkelt at målrette sine annoncer med værktøjer, der kendes i fx mediebureauerne.

Der er også indgået samarbejder med flere danske medier – såvel store som små – der får mulighed for at kommercialisere deres nyhedsbreve samtidig med, at de fortsat kan bruge deres eksisterende e-mail-samarbejdspartner, såsom Mailchimp, Apsis eller lignende.

- Udover annonceløsningerne, jeg nu kan tilbyde kunderne, er de tre tidligere systemer, det krævede at booke ind i vores e-mail flow og nyhedsbreve, nu alle erstattet af Passendo. Samtidig har jeg kunnet flytte en fuldtidsressource til andre opgaver – alene sparet på workflows, siger Allan Schou, digital director i hus- og havemagasinet VoresVilla.  

Masser af erfaring

Grundlæggerne af Passendo, Anders R. Rasmussen, Jakob L. Johansen og Andreas K. Jürgensen, har samlet over 50 års erfaring i den digitale del af medie- og marketingbranchen.

Eksempelvis havde Andreas K. Jürgensen tidligere ansvaret for softwareudvikling i GroupM-ejede Xaxis, der er verdens største indkøber af specifikke målgrupper på display-medier, mens Anders R. Rasmussen og Jakob L. Johansen bl.a. via selskabet Amillionmails har været med til at professionalisere e-mail som medie for en stor del af Nordens Top 100-virksomheder.

De tre erfarne herrer var enige om, at der var ”et hul i markedet”, hvis man kunne løse en af de største udfordringer ved e-mail-markedsføring i dag, nemlig ad-serving delen, hvilket de mener at have løst med den nye platform.

Investor: Hvorfor har ingen gjort det før?

Og de er ikke alene om at have tiltro til den, da det allerede tidligt i processen lykkes at skaffe et millionbeløb i en angel-investering fra Nicolas Georges Trad, bl.a. medstifter af Reputation Institute og medinvestor i Ominto, der netop er blevet godkendt til Nasdaq listing.

- Vi ser et kæmpe potentiale i Passendo's løsning. Det er en af de få muligheder, hvor vi tænker ”hvorfor er der ingen der har gjort det før”. Det bliver stort, og vi er stolte over at være med, siger han.

Fremtiden byder i øvrigt på mere udvikling for Passendo, der lige nu arbejder på at kunne lave CRM-retargeting, så man kan målrette annoncer til eksisterende kunder på samme måde som eksempelvis Facebook Audiences.

Tjek selv Passendos løsning ud her