Fly-mad er med få undtagelser sjældent den store gastronomiske oplevelse, og når man desuden slås med minimal plads og sære plast-indpakninger, så er nytænkning på området absolut velkommen.

Og nytænkning er netop, hvad det danske designbureau Designit har haft gang i – for SAS – og det i en sådan grad, at resultatet netop har indbragt bureauet titlen som National Winner – hvilket er ensbetydende med en finaleplads – ved  European Business Award.

Sammen med SAS har Designit skabt en såkaldt måltidskube til de flyrejsende, og kuben har ifølge bureauet også vakt interesse udenfor Danmark:

– Det er en stor sejr at blive valgt som Danmarks mest innovative virksomhed, og et kæmpe skulderklap, som vi virkelig sætter pris på. Vores arbejde med SAS har været både spændende og udfordrende, og vi har virkelig forsøgt at tænke ud af boksen for at lave et nyt og anderledes koncept for de rejsende, siger Lars Tversted, adm. direktør hos Designit Danmark, og tilføjer:

– Vi har gentænkt hele måltidsoplevelsen, og heldigvis er der også andre, der kan lide vores idéer og se mulighederne i dem.

Detaljeret forståelse

Designit har som en del af designprocessen bl.a. gennemført kvalitative interviews med relevante personer i flybranchen – og rejst sammen med passagerer og kabinepersonale for bedre at kunne sætte sig ind i begge parteres udfordringer og behov.

Og det har i høj grad været med til at give en mere detaljeret forståelse for projektet, mener Lars Tversted:

– Man oplever hurtigt, at der ikke er særlig meget plads at gøre godt med, når man rejser med fly, og derfor ville vi gerne skabe en løsning, der let og nemt kunne indgå på relativt lidt plads, siger han og tilføjer, at selve kubens design i øvrigt er inspireret af Nordens landskaber:

– Og så er 90 procent af råvarerne nu også fra lokale producenter, så det afspejler SAS og Skandinavien hele vejen igennem. 

Designit står også bag en række andre designtiltag, der skal gøre rejseoplevelsen tidssvarende og behagelig for SAS-passagerer – herunderen gentænkning af hele loungeområdet i lufthavnen i Oslo. 

Flere danske finalister

Med den nationale pris er Designits måltidskube nu med i finalefeltet af “Ones To Watch” og dermed en del af den endelige finale i maj 2018, hvor 12 europæiske vindere bliver kåret.

Også andre danske virksomheder og forretnings-ideer er i øvrigt med i finalen.

Ud over Designit, som er National Winner i kategorien Design, drejer det sig om Abacus Medicine, BC Hospitality Group, Clio Online, Dinex Group og Loyalty Factory.

Se alle de europæiske finalister her – og få mere at vide om Designits arbejde for SAS her.