DFDS er i gang med en turn around. En ny strategi, der bygger på at samle de tre subbrands DFDS, DFDS Seaways og DFDS Logistics i ét stærkt brand, og derefter rulle en helt ny kommunikation ud.

Det er med andre ord meget mere end kommunikation, det drejer sig om. Det er en ny forretningsstrategi, der ser ét samlet brand, DFDS, som den mest effektive måde at gå til markedet på.

Til at assistere på den rejse har DFDS valgt to bureauer, nemlig Boye & Spellerberg og DDB Copenhagen, der selv er i gang med transformationen til den nye nordiske enhed Nord DDB.

– Det er mere effektivt at arbejde konsekvent med ét brand, der arbejder på tværs af B2B og B2C, altså passagerer, fragt og logistics, siger Rikke Gransøe Lange, DFDS’ Group Brand Innovation Director.

Om bureau-valgene tilføjer hun:

– Vi valgte Boye & Spellerberg og DDB Copenhagen, fordi de gav os præcis det modspil og inspiration, vi efterspurgte. Boye & Spellerberg som strategisk og kreativ rådgiver globalt, og DDB til at løfte passager-kommunikationen på tværs af de europæiske markeder.

– De to bureauer udmærker sig desuden ved at insistere på at levere det, de kan, ikke som mange andre bureauer desværre har for vane, nemlig at forsøge at sælge alle kompetencer og værktøjer ind på én gang. Det er jeg ærlig talt træt af, fordi ingen bureauer er i stand til at levere alt.

Arbejdet med den nye kommunikation er i gang

Hos Boye & Spellerberg er der naturligvis glæde over DFDS’s valg:

– At skabe ét brand på baggrund af tre, som 7.000 medarbejdere i 20 lande kan identificere sig med, det er et ambitiøst projekt, som vi finder stor faglig tilfredsstillelse i at hjælpe DFDS i mål med, siger Bjarne Spellerberg.

Kan du løfte sløret for det I arbejder med?

– Vi har gennemført en omfattende strategiproces siden opstarten af samarbejdet i januar, og dette arbejde er vi nu ved at rulle ud og forankre på de indre linjer hos DFDS, på tværs af faggrupper, forretningsenheder og lande.

Hos DDB fortæller CEO’en Anders Wik:

– Vi er meget glade for at skulle arbejde for så stærkt et brand. Jeg har i øvrigt tidligere arbejdet med DFDS, da jeg var ansat på Halbye Kaag, så jeg kender brandet godt, siger Anders Wik.

Hvor langt er I kommet med arbejdet?

– Vi er godt i gang med at udvikle nye koncepter til passagerne på tværs af de europæiske ruter, bl.a. nye konference-produkter og den overordnede brand platform, der først skal rulles ud efter nytår.

– Det specielle ved samarbejdet med DFDS er denne gang, at det er mere et partnerskab, end et kunde-bureau-forhold. DFDS har rigtig mange interne ressourcer og dygtige medarbejdere, så selve udviklingen af kommunikationen sker løbende og med en tæt dialog, hvilket gør processen ekstra spændende, slutter Anders Wik.