Egmont Publishing køber 45 procent af aktierne i det svenske digitale kommunikationsbureau KAN.

- KAN har et stort potentiale og passer rigtig godt ind i Egmonts Marketing Services-strategi, lyder det fra Peter Schrøder, M&A direktør i Egmont Publishing, i en pressemeddelelse.

- De har stærke digitale, kreative og kommunikative kompetencer og et solidt managementteam, som vi tror kan tage virksomheden på den nye fælles rejse med Egmont, fortsætter han.

KAN blev grundlagt i Malmø i 2005, og bureauet blev tidligere i år udnævnt til ”Årets bureau” i analysevirksomheden Regis årlige brancheundersøgelse.

60 medarbejdere

KAN er et full service-bureau, der bygget op omkring en digital kerne tilbyder kommunikationskoncepter, strategi & innovation, teknik, content og analyse.

KAN har cirka 60 medarbejdere, og kundelisten omfatter både nationale og internationale mærker. Heriblandt Sony Mobile, E.ON, Tetra Pak, Ikano, BoKlok, Malmö Stad og Studentlitteratur.

Omsætningen landede i 2015 på 51 mio. svenske kr., og resultatet var 7,2 mio. svenske kr.

Flere opkøb på vej

- Egmonts ambition er at fortsætte med at lave investeringer inden for Digital Marketing Services i hele Norden, så vi forventer flere opkøb i 2017, siger Peter Schrøder, som indtræder i bestyrelsen af KAN sammen med Per Kjellander, CEO Egmont Publishing Sverige.

Egmont har allerede investeret i en række førende kommunikationsbureauer i Norden, som for eksempel marketingsbureauet Klintberg/Niléhn, digitalbureauet Sempro og  contentbureauet Patchwork.

Desuden satser Egmont stort på e-handel, hvor medievirksomheden har investeret i en række e-handelsvirksomheder i Norden, som samlet set forventes at omsætte for mere end én mia. kroner i år.